Forside Artikler I barndomskvarteret
I barndomskvarteret Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Søndag, 10. april 2016 06:11


Jeg fik en klump i halsen, da vi i går var tæt på barndommens "Sundbyvester Plads" på Amager.  Vi havde netop passeret barndommens skole, Højdevangen, men skulle nu i en lejlighed på Amagerbrogade være sammen med 4 iranere og 2 børn.  De 2 er kristne, de 2 andre ikke-kristne, men er forunderligt åbne for Guds ord.

Der blev spurgt: "Skal have "Bibel" nu og spise bagefter eller hvad?"  Vi sang først med børnene og spiste så iransk mad.  Derefter kom Biblerne frem.  Efter vi i vort hjem i tirsdags havde haft besøg af 2 gentlemen til samtale om skabelsen og Kristus-troen, følte jeg mig inspireret til at forkynde evangeliet ud fra 1. Mos. 1:1-3 og sluttede med Joh. 3:16.

Forinden havde "Google" fortalt mig  om universets utallige galakser, som hver har mia. af stjerner.  Afstandene, som måles i lysår, er så enorme, at måling i vor forstand ikke giver nogen mening.  Vi forstår kong David, når han overvældet gisper:  "Hvad er da et menneske, at du kommer ham i hu, et menneskebarn, at du tager dig af ham?" Sl. 8:4-5.

Hvor var det vidunderligt befriende at forkynde evangeliet om Ham, der blev kød og blod for over 2000 år siden.  Ånden iblandt os var god, og en kvinde bad med tårer om forbøn for en søn i Iran, som hun længes efter.  Hendes mand, som også var til stede, bliver måske aldrig rigtig menneske mere efter hjerteskærende tortur under det brutale præstestyre.

Som jeg igen sunder mig på universets uendelighed og min egen lidenhed, slår det mig hvor umuligt det er at begrænse Gud.  Jeg sværmer ikke for "Systematisk teologi", da vel ingen teologer evner at "systematisere" Guddommen, selvom vor forkyndelse af Ham altid er indenfor den bibelske ramme, der hedder "Der står skrevet..." 

For Skriften peger på Ham, Golgatas Helt og herliggjorte Frelser (Luk. 24:27). Jeg er på det "hold", der åbner Bibelen og taler ud fra den.  Jeg  tror nemlig, at den slags forkyndere bli´r mere og mere en "mangelvare".

10.4.16 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)