Forside Artikler Den glædesløse kristendom
Den glædesløse kristendom Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Lørdag, 09. april 2016 06:25


"Men dersom I bider og æder hverandre, da tag jer i agt, at I ikke bliver fortæret af hverandre."  (Gal. 5:15)

Galaternes "nye" kristendom, som Paulus gik i rette med, var en glædesløs, trælbunden kristendom, som gjorde det indbyrdes forhold i menigheden "bidende" og fortærende.  Og hykleriet lurede bestandig.

En sådan lovtrældom kaldes på engelsk "galationism", som optræder i mange nuancer, men fælles for dem alle er en glædesløs og "kedelig" fromhed, som støder ikke-kristne fra sig.

Som barn følte jeg mig ikke specielt tiltrukket af stramtandede, fromme tanter, der sikkert mente det godt.  En kunne spørge:  "Har du husket at bede din aftenbøn?"  Og det havde jeg selvfølgelig ikke, da jeg slet ikke kendte til hverken bønnens liv eller frelsens glæde i Kristus.

Galaterne var apostlens "børn", som havde oplevet  korsets evangelium (Gal. 3:1), men var  besnæret og vildført af slagfærdige prædikanter, som forkyndte "et anderledes evangelium", som imidlertid var et forvansket evangelium, der bragte stor forvirring (Gal. 1:6-7) og trælbandt dem og fremmedgjorde dem for "den frihed, vi har i Kristus"  (Gal. 2:4).

Jeg skal ikke kaste med sten, for jeg har selv prøvet "turen" som ganske ung.  Det blev et nyt møde med selve evangeliet, der hjalp mig, og hvad Gud har gjort mig til i Kristus Jesus uden den opslidende, sure "tage-sig-sammen-kristendom", som gjorde mig lige så åndelig miserabel, som galaternes menighed.  Og for den sags skyld Martin Luther i klosteret.

Min gode, norske ven, Rolf Svindland, gennemskuede min åndelige trældom uden at kunne gøre andet end at bede for mig og sagde:  "Du fører os atter ind i den mørke grav og synger på den gamle sang, som kun handler om os selv.  Den nye sang handler om Ham!"

Ved Guds nåde "så" jeg det midt i mørket.  En ny sang fyldte min mund, som jeg aldrig bli´r færdig med.  Den handler om Ham og Hans værk!

9.4.16 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)