Som bekendt er kirken underlagt statsmagten.  Med "kirken" menes her folkekirken eller statens kirke.

Men mener vi den  Kristi kirke,  "Han købte sig med sit eget blod", (Ap.G. 20:28) - ja, så er vi ikke mere underlagt staten som forkyndelsesherskende end Kristi kirke var det på Paulus´ tid.  Vort kald er at forkynde evangeliet lige så frit og lige så tro mod "alt det, som der står skrevet i loven og hos profeterne" (Ap.G. 24:14) som de første kristne gjorde.

Vi må holde tingene adskilt.  Vi har en statsstøttet folkekirke m. sit statsautoriseret program, hvor der næsten ikke kan flyttes et komma (fx med valg af det tøj, præsten har på), uden der bliver ballade med trussel om "tjenestemandssag".  Men det gælder kun folkekirken.  Ellers ikke.

Vi har endnu en grundlovssikret religionsfrihed.  En sognepræst hvæsede ringeagtende til mig ved en bestemt lejlighed:   "Jeg skal ikke blande mig i din religion" underforstået:  jeg selv  havde intet at gøre på folkekirkens enemærker, selvom min "religion" i al sin enkelthed er: Kristus og Ham korsfæstet, hvad den ophidsede præst udmærket vidste, eftersom min parole er den kendte lutherske:  "Sola scriptura" - Skriften alene.

Den kirke, vi skal synliggøre ved at mødes med andre troende på grundlag af Matt.18:20, er forkyndelsesmæssigt ikke styret el. reguleret af noget folketing, men vi skal som danske borgere adlyde landets lovlige styre, som vi formanes at bede for (1. Tim. 2:1-2), men dog være  drevet af evangeliets lidenskab om Guds frelsesvilje for alle - "til et vidnesbyrd i den dertil bestemte tid" (1. Tim. 2:6),  dvs. også vor tid.

Vi har i vort land ikke noget religiøst sharia-politi, - og jeg kan frit samtale med mine landsmænd om Jesus Kristus, men hvor længe?

Men endnu kan vi udnytte "det gunstige øjeblik" (Kol. 4:5), dvs.  frit give videre det evangelium, vi selv frit har modtaget. (1. Kor. 15:3).

8.4.16 - jn