Ved indgangen til Glumsø Kirke i søndags hilste en velklædt kirketjener på mig.  "Du ligner en ambassadør", smilede jeg.  "Ja, er ambassadør for kirken!" Jeg blev i det muntre spor og sagde: "Jeg er også ambassadør - for Kristus!" Der var god kontakt mellem os.

Men bagefter tænkte jeg:  "Er jeg virkelig en ambassadør for Ham?" - Næste dag skulle jeg forny mit pas i "Borgerservice".  I ventetiden mødte  jeg et ældre ægtepar fra Syrien.  Vi kunne kommunikere på dansk.  Med sig havde de en nydelig ung pige, 27 år, med muslimsk tørklæde, men forstod ikke dansk.  Men det ældre ægtepar tilbød at tolke.

Mine syriske venner lod mig forstå, at de troede også på Jesus, -  på deres måde.  Jeg spurgte (v/tolk) muslim-pigen, om det var okay, vi talte sammen? Ja, bestemt.  Jeg delte med hende, hvordan Jesus var kommet ind i mit liv på et tidspunkt, hvor min Gud var fodbold.

Det er ikke meget, man når i ventiden, men lidt er meget, når Gud er med i det, og de fik mit velsignede lille "gospel card" med dannebrog og de øvrige nordiske flag.  Jeg pegede på korset, som vi har fælles i vore flag, og jeg vidnede om korsets evangelium, som islam som bekendt afviser.

På "Vor Frue Skole" (katolsk) blev jeg samme dag kærligt modtaget af  sekretæren, Jette, som jeg besøgte med en iransk familie, der ønskede at indmelde deres børn.  Sekretæren spurgte interesseret til mine iranske kontakter og syntes vist, jeg kom for sjældent på skolen. Shame on me!

Mine kristne iranske venner sagde til mig:  "Vi har fortalt om dig til nogle afghanere, som gerne møde dig!"  Herligt, vi er fast besluttede på at mødes, da Kristi kirke er dér, hvor "to eller tre" er samlede til Hans navn.

"Hvor liflige er fodtrin af dem, som bringer glædesbud!"  (Rom. 10:15).  Har du og jeg sådanne urolige "fodtrin"?  Da får vi lov til, alle vore skrøbeligheder til trods, at være Kristi ambassadører i hverdagstøj.

5.4.16 - jn