Ordet formaner os til at ”være enige” (Fil. 2:2) i det vidunderlige klima, der hedder ”Åndens fællesskab”.  Det kan vi være uden at være ens og uden at se øje til øje på alle ting.  Det har med hjerte og sind at gøre.  Eller rettere:  Det har med vort forhold til Jesus Kristus og Hans evangelium at gøre. Så enkelt er det.

Der er imidlertid en ”enighed”, som er af en anden art.  Jeg kan smigres, når nogen erklærer sig enig med mig.  Man taler undertiden om at være enig rent ”teologisk”   Alt dette er i grunden så uendeligt ligegyldigt og tjener sjældent noget opbyggeligt formål.  Det smigrer ”kødet” og måske vor prestige.

Du kan som kristen være uenig med en medkristen om visse perifere lærespørgsmål, men alligevel være enig i Ånden.  Omvendt kan du være enig med ham/hende i alle lærespørgsmål ned til mindste detalje og paragraf uden at kende Åndens fællesskab.  Hvor underligt det end lyder, er det desværre sandt.

Udfordringen består i oplevelsen af at kunne være i stue med en kristen bror, kunne bede sammen med ham, opleve bærekraften af Kristi kærlighed på trods af forskelligt syn på dit og dat.   Lidt hjertelig humor kan stundom løsne op for en evt. åndelig tilknappethed.

Jeg elsker historien om de 2 brødre, der så forskelligt på Herrens komme.  De aftalte hver for sig at gå afsides for uhildet at studere, hvad Bibelen sagde og så atter komme sammen.  Da de igen mødtes, var de stadig lige uenige.  De tog en bedestund sammen, rejste sig derefter fra deres knæ, omfavnede hinanden fyldt af Kristi kærlighed og sagde næsten i kor:  ”Herren kommer!”  - Herrens komme var nu ikke længere bare et teologisk emne.

Vi hører om forfulgte kristne i fangelejre, som i en presset situation under kommunistiske plageånder fandt sammen i en enighed, de udenfor lejren, uden forfølgelse, ikke kendte til.  Når kristne nemlig lægger afstand til hinanden, er det ofte et luksusproblem.  Tages den velfærdsluksus fra os, ser alt anderledes ud.

Men vi behøver ikke at være i fangelejr for at være enige.  En markant kristen leder og jeg så ikke ens på nogle ting.  Vi gik en tur sammen og en god Ånd mellem os rådede.  Vi var som sagt ikke enige i alt.  Men så sagde han, ganske muntert: ”Evangeliet kan bære det!”  Den sætning sad igen hos mig.  Der er bærekraft nok i selve evangeliet til at vi storsindet kan bære over med hinanden om småting.  Gør vi ikke det, er det fordi Evangeliet er ikke blevet stort nok for os!

Og når det gælder vore små kæpheste, gør vi vel i at gøre med dem, som vi gør med rigtige heste:  Sætte dem i en stald og lade dem blive dér!

-jn-