På "Starbucks", som for mig altid har en "hjemlig" klang fra USA, satte jeg mig hen hos en enlig mand, som tydeligvis var af fremmed etnisk herkomst.  "Er du muslim?" spurgte jeg, og det bekræftede han.  "Jamen, så tror du på Gud!"  hvilket han også bekræftede.  "Fortæl mig om den Gud, du tror på", prøvede jeg mig forsigtigt frem.  "Nej, det kan jeg ikke gøre på 5 minutter, og jeg sidder faktisk og venter på min kone!

"Men jeg kan fortælle dig om min tro på 15 sekunder!" sagde jeg så venligt, jeg kunne.  "Den består kun af 4 ord, nemlig Kristus døde for mig!"  Jeg gav ham mit lille kort med dannebrog på, som netop centrerer sig omkring disse fire, evangeliske ord.  Jeg satte mig hen til mit eget bord, men så på den korte afstand, at han læste mit enfoldige lille kort.

Jeg spørger undertiden Jehovas Vidner, som står med deres "Vågn op", om de har et budskab til mig, hvis vi forestiller os, at jeg kun har 3 minutter tilbage at leve i.  Jeg har endnu ikke mødt en eneste J.V. som har kunnet give mig et 15 sekunders evangelisk svar.

Men det værste er, at spørger jeg mine evangeliske trosfæller, er svaret ofte lige så nedslående.  Jeg får som oftest kliché-svar el. kirkesvar ("Vi kommer i den og den kirke"), eller svar uden "Leib und Seele" (som tyskerne ville sige), men uden at jeg mærker nogen ild som brænder, for Søren Kierkegaard har jo ret i, at "kristendom er ildspåsættelse".,
Så jeg føler mig ofte "fortabt".  Jeg er ikke hjemme i verden, men heller ikke hjemme i det religiøse "establishment".  Dér er jeg ofte ugle set.

Skal jeg blot resignere og lukke mig inde i mig selv som sneglen i H.C. Andersens lille eventyr om "Sneglen og Rosenhækken"?  Nej, selvfølgelig ikke.  "Stærkest er den mand, som  står alene" , siges det i et af Henrik Ibsens skuespil, for med Gud er vi altid i majoritet, og der er "bærekraft" nok i Kristi evangelium til at være en sådan mand (el. kvinde) med budskabet:  "Han døde for mig!" beregnet til Starbucks og ellers.

22.3.16 - jn