Forside Artikler Styles Paragraph Hvad betyder Kristi opstandelse i praksis?
Styles Paragraph Hvad betyder Kristi opstandelse i praksis? Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Fredag, 18. marts 2016 14:01



En redaktør for et fælleskirkeligt, norsk blad spurgte mig lidt udæskende i anledning af påsken, hvad jeg selv mente, Kristi opstandelse havde af praktisk betydning.  Det er gennem mit snart lange liv naturligvis ikke første gang, jeg er blevet udfordret på den måde.

Enhver må  svare for sig, og selv har jeg idag mere lyst til at svare på spørgsmålet end nogensinde, ej mindst nu, hvor jeg er nået til min livsaften på vej til evigheden.  Netop det sidste var vigtigt for mig at betro overkirurgen på Rigshospitalet for nogle år siden, da han aftenen før min hjerteoperation gennemgik hele det dramatiske forløb med mig.

Jeg fik sagt til ham, at hvis operationen mislykkedes, var ingen skade sket, da jeg i så fald blot havde skiftet adresse.  Han lo befriet:  "Det må være herligt at være så afklaret!"  Da jeg senere lå alene tilbage, spurgte jeg mig selv:  "Tror du nu virkelig på det, du siger, du tror på?"

Jeg måtte svare ærligt, måske kun et skridt fra evigheden, men inden jeg lagde mig til at sove, poppede Paulus´ ord fra 2.Tim. 1:12 op fra mit indre:  "Jeg kender Ham, som jeg har sat min lid til..." samtidig med, at jeg "ovenfra"  blev forsikret om, at jeg også havde lov at sige som Paulus, hvorefter jeg sov trygt som en baby i den Opstandnes hænder.

Men nu til den norske redaktørs spørgsmål.  Evangeliet om påskemorgen uddyber jo resten af Det ny Testamente, ej mindst gennem Paulus´ breve.  I det mægtige opstandelseskapitel i 1. Kor. 15 proklamerer han, at troen står og falder med , om Kristus virkelig opstod påskemorgen eller senere rådnede  op et eller andet sted.


I samme kapitel minder han om det absurde i at drage opstandelsen i tvivl, da Kristus netop efter sin opstandelse viste sig spillevende for over fem hundrede disciple, hvoraf de fleste endnu var i live ved brevets affattelse (15:6), således at udsagnet til overflod kunne verificeres.

Kristi opstandelse er således i sin transcendente dynamik ikke blot en monoton trosartikel i kirken, men et kontinuerligt, indre opstandelsesliv  i et troende hjerte, sådan som det oplevedes i en kritisk stund på hospitalet, men også i en prosaisk, "død" hverdag som modvægt overfor al fritænkeriet, det ateistiske hovmod, TV´s pseudo-videnskabelige udsendelser om Jesus, ja, selv overfor visse teologers fripostige fornægtelse af DNT´s vidnesbyrd om Kristi legemlige opstandelse.

Når påskens glædesbudskab slipper til i hjerterne, bliver påske andet end gækkebreve og påskeæg.  Alligevel sagde en nabo en gang til mig: "Evigheden er kun et sort hul, ikke mere!"  Ved hans begravelse havde jeg hans enkes velsignelse til at sige:  "Der venter min nabo en overraskelse!"

jn - 18.3.16

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)