Næsten udødelige - eller i det mindste tankevækkende - er Gandhis ord til kristne ledere:  "Jeg kan lide jeres Kristus, men jeg kan ikke lide jeres kristne - de ligner ikke jeres Kristus!"

Vi får d. 26/3 den glæde at fylde vort hjem med Østens folk, dvs. fra Iran, Afghanistan og Sri Lanka.  Ægte, hjertevarm gæstfrihed appellerer, tror jeg, til alle uanset etnisk baggrund.  Så jeg glæder mig.

Men hvordan skal jeg formidle evangeliet til dem?  Jeg kunne selvfølgelig spørge diverse avancerede "forstå-sig-på" eller "know how"-kristne,  og jeg vil sikkert få mange velmenende, gode og også "bibelske" råd.

Men jeg hører ligesom Paulus sige til os:  "Jeg vil nu vise jer en endnu ypperligere vej!"  (1. Kor. 12:31), efterfulgt af det kapitel, som med rette er blevet kaldt "kærlighedens højsang", som naturligvis er Kristi kærlighed, Paulus´ evangeliske drivkraft som "ambassadør" (2. Kor. 5:14).

Den kærlighed er i alle frelstes hjerter (Rom. 5:5).  Når en ikke-kristen mærker denne kærlighed, kan den kristne ydmygt sige:  "Den kommer ikke fra mig - jeg er kun en kanal, en "pipeline", for Kristi kærlighed.

Og da tænker jeg på Gandhis ord.  De Kristus-fremmede venter at se Kristus og Hans kærlighed hos Hans disciple.  Du og jeg går ikke "ud i terrænet" med et skrevet manus som præsten i kirken, for Helligånden har allerede forberedt sit "manuskript" i vore hjerter og venter nu på at blive "gjort rede for", som apostlen Peter er inde på i 1. Pet. 3:15.

Dvs.:  naturligt, spontant, hjerteligt, uventet og overraskende  på grundlag af Luk. 12:12 overfor dem, du inviterer eller møder udenfor dit hjem.

Det var vist Bjørnstjerne Bjørnson, Norges store digter, som desværre fravalgte den kristendom, han var så tæt på en gang, og som sagde:  "Hvis de kristne virkelig tror på det, de tror, undrer jeg mig over deres ro!"

12.3.16 - jn