Forside Artikler Frelsens tilegnelse
Frelsens tilegnelse Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Tirsdag, 08. marts 2016 08:45


"Det ord, der lød, hjalp dem ikke, fordi det ikke ved tro blev tilegnet af dem, der hørte det!"  (Hebr. 4:2)


2 salmebøger har fulgt mig. Den ene er selve Salmebogen, hvis gedigne vers tit ville være i verdensklasse, hvis de havde været på engelsk.  Den anden er "Indre Missions sangbog" i ældre udgave, som brugtes på min kære morfars møder i gamle dage i Wesselsgade på Nørrebro.

Mit forhold til salmer er blevet forstærket i min alderdom, men helt fra min pure, nyomvendte undom var Davids vidnesbyrd i  i Sl. 40, også mit: "En ny sang lagde Han i min mund, en lovsang til vor Gud."  Ja,lovsangens   glæde er gennem årene gået hånd i hånd med frelsens glæde.

I I.M.´s sangbog er der ligesom i folkekirkens salmebog en overskuelig henvisning til salme-kategorier. I.M. har en kategori, der hedder "Frelsens tilegnelse", og nu slår det mig igen, hvilket "must" det er personligt at tilegne sig frelsens gave i vor Herre Jesus Kristus.

En sådan betoning vækker mindre genklang idag, da frelsen jo allerede er tilegnet og sikret i dåben ifg. en, ak, udbredt gejstlig og folkelig vildfarelse.

Men min morfars gode ven, en pastor Johansen fra Godthåbskirken i Kbvn. erklærede, at "vi er alle født med ryggen mod Gud og må derfor omvendes, - også de barnedøbte", og på denne evangeliske præmis fandt de hinanden uanset min morfar ikke var medlem af folkekirken.

Tak og lov for de præster, der ned gennem historien har forkyndt for vort døbte hedningefolk omvendelsens nødvendighed.  Det var ofte tider med vækkelse. Det oplevede selv min oldefar Schulstad og hans familie i Ordrup Sogn i 1890´erne, ja, tænk hvilken åndelig arv til mit slægtsled!

 Jeg husker for mange år siden, da jeg havde talt på et norsk fælleskristeligt stævne i Ålesund på en stor udsigtsrestaurant, at en lokal  præst bagefter stilfærdigt og med vemod i stemmen sagde til mig:  "Vi længes efter sådanne tider!"  Ja, det gør vi stadig mere end nogensinde!

Som andre før mig har sagt:  Det er vækkelse eller åndelig undergang!

8.3.16 - jn


 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)