Rudyard Kipling har som bekendt sagt:  "Øst er øst og vest er vest, og de to vil aldrig kunne mødes!"  Som kristen er jeg ikke enig med ham.

 Kristi kærlighed i hjertet (Rom. 5:5), er vendt mod alle mennesker.  Men Kipling har ret i, at mødet m. fx orienten ikke  er let.  Der må "sluges nogle kameler" både med hensyn til kultur, tankegang, adfærd, spisevaner, etc.  M.a.o.: Det koster vor egen stolthed, ja, vor kristne stolthed.

Men evangeliet kan  overvinde fristelsen til gensidig, etnisk uvilje.  Herom skal ikke tales i detailler, men sandt er det, at når Kristi kærlighed  er til stede, vil den styre vort forhold til de etnisk fremmede. Se 1. Kor. 9:19-23.

"Kløften" er der, men  ikke Kiplings kløft mellem øst og vest, men mellem det, Bibelen kalder "verden" el. "denne verdens tidsånd" (Ef. 2:2) og så den nye verden, som evangeliet har ført os over i, og som Gud kalder "sin elskede Søns rige"  (Kol. 1:13).  Nogen forståelse mellem dette rige og "denne verdens herskere" (1. Kor. 2:6, 8) er umulig.  Vi afviser ikke samtale, hverken "på torvet" (Ap.G. 17:17) og ellers, men  den vil altid munde ud i gensidigt at konstatere, at vi tilhører 2 forskellige verdener samtidig med, at vi forkynder "evangeliet om Jesus" (Ap.G. 8:35).

Nogen "syntese" (sammensmeltning) mellem evangeliets forkyndelse og politisk engagement er umulig.  Den verdsliggjorte kristenhed/religiøsitet er naturligvis uenig og plæderer for et "spiseligt" modus vivendi (dvs. en tålelig ordning), men det går ikke an.  Samtale ja, men altid med evangelisk sigte og drevet af Kristi tvingende kærlighed (2. Kor. 5:14) og som Hans sendebud (ambassadører).  2. Kor. 5:20.

  28.2.16 - jn