En elskelig, kvdl. lærer, en af vore døtres tidligere klasselærer fra den lokale, katolske skole, bad mig så mindelig om at komme til et foredrag i aftes, hvor en præsentabel, teologisk forsker skulle tale om troens betydning for det fysiske helbred, - elegant præsenteret som et videnskabeligt/religiøst projekt.

Jeg tog en ven med til en stopfyldt sognegård og til et blændende powerpoint foredrag, hvor vi hørte om mirakler i Lourdes, grædende ikoner, behovet for religiøs uddannelse af sundhedspersonalet, om lidelsens gåde, og vi fik en interessant indføring i relevante, psykologiske begreber,herunder noget om religiøs ”coping”, dvs. hvordan man håndterer de store spørgsmål, og så talerens bud på danskernes forhold til religion, som mere er at ligne med en ”krisereligion”  (= brug for Gud, når det virkelig brænder på),  samt at ateisterne skønsmæssigt kun tegner sig for ca. 5% af befolkningen, modsat af hvad mange tror.

Alligevel gik min ven og jeg derfra med en underlig tom fornemmelse.  Vi havde godt nok – intellektuelt - fået meget at vide om tro, og der kom også gode skriftord op på skærmen ledsaget af religiøs kunst fra middelalderen, men der var alligevel noget, der manglede.  Luften var mættet af religiøsitet, ligesom der utvivlsomt blev rørt ved områder, hvor lægevidenskaben kommer til kort, ja nærmest er at betragte som åndelig vankundig.  Hvorfor da denne tomhed?

Der blev godt nok der talt om lægers afmagt overfor den åndelige verden, men der manglede evangeliets vækkende budskab til det moderne, fortabte menneske om Jesus Kristus som absolut eneste redning.  Der blev forblommet talt om religion og tro, men selve evangeliet om Jesus (Ap.G. 8:35) manglede.

Under kaffepausen kunne vi samtale frit med hinanden.  Jeg spurgte en herre siddende overfor mig, hvordan han havde det med troen i det daglige liv?  Han svarede undvigende.  Jeg vidnede for ham om frelsen i Jesus Kristus.  Han blev rasende og sluttede samtalen.  Den katolske klasselærer sad ved siden af mig.  Hun har et blødt og ømt hjerte og ville gerne høre om den frelsende tros vished.  Så på et personligt plan behøver en sådan aften aldrig at være helt forgæves.

Min ven kørte mig bagefter hjem.  Vi følte begge, hvor tomt det hele havde været, og hvor smerteligt det er at tænke på den store, religiøst interesserede skare, som ikke havde fået noget vækkende ord.  Men ak, det er nok en aktuel nød, ikke bare i  en sognegård, men udi hele det kirkelige og frikirkelige spekter, hvor det religiøse repertoire kan være stort, ”interessant” og emotionelt, men hvor det vækkende ord har trange kår.  Ak, måtte det ej fattes i dit og mit liv!

-jn-

30.109