(eller det forløsende tyngdepunkt)

Vi kender nok vendingen:  "Jeg har både en god og en dårlig nyhed til dig!" -dvs. lidt af hvert. Det gjaldt også Guds folk, israelitterne i ørkenen.

Den gode nyhed var landet m. mælk og honning.  Den dårlige handlede  om folket selv som syndigt uden nogen fromhedspynt overfor Gud, og derfor lagde de fra sig deres fine smykker (v.4) for også i det ydre at tilkendegive, hvor åndeligt afklædte de stod overfor en hellig Gud.

Denne lærdom "så" jeg igen, da jeg som sædvanlig denne morgenstund bad Herren læse endnu et stykke af Bibelen sammen med  mig, - som netop altid sker i sammenhæng - denne gang 2. Mos. 33. - Den gode nyhed var løftelandets velsignelser m. mælk og honning, medens "den onde tidende" - v. 4 - var hvor lidt velsignet de var i dem selv, -  helt i samsvar med den ærlige og ydmyge erkendelse i Rom. 7:24.

I går kom til os en ærlig kvinde, som gjorde stærkt indtryk.  Hun kom fra en sekt, hvor "kæphesten" var "sejr over synd" med udsigt til et lige så syndfrit liv som Jesu liv.  Det var hun (tak og lov!) "gået død på".

Det var ikke en "menighed" med "horn i panden", der brølede "bøh!" - men en trældomsbindende åndskult med en blanding af sandhed og løgn, som for enfoldige sjæle var næsten umulig at gennemskue.

Sandt nok er der lovet os sejr og frigjorthed i Jesus Kristus, men samtidig bringes vi i lyset og i Herrens nærhed til ydmyg erkendelse af vor egen syndighed. At påstå andet er løgnagtigt selvbedrag (1. Joh. 1:8)!

2. Mos. 33 "balancerer" nådigt mellem den gode og dårlige nyhed.  Læs  selv her om Herrens nærhed under ørkenvandringen med forsoningens blod på alteret som det evangeliske, forløsende tyngdepunkt!

12.2.16 - jn