Forside Artikler Men hvad med evangeliet?
Men hvad med evangeliet? Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Tirsdag, 09. februar 2016 04:29


På et lidt middelmådigt debatmøde en eftermiddag i en kristen frikirke i Næstved udtalte en af de tilstedeværende:  "Jeg er bange for islam!"  En anden deltager svarede omgående:  "Jeg er bange for de kristne!"

Med andre ord:  Hvad har de kristnes modsvar?  Har deres evangelium bærekraft?  Eller er vi snarere  blevet politisk engagerede?  Eller måske "overåndelige" med  "mærkesager" uden Kristi frelsende evangelium?

Lignende spørgsmål trænger sig på overfor etablerede kristne med ringe gehør for evangeliet til  fortabte mennesker, hvadenten disse er muslimer, hinduer, jøder eller slet ingenting.  Er evangeliet virkelig så meget Guds kraft til frelse, at vi er risikovillige nok til at slippe det løs?

Nogle iranske venner sagde om nogle landsmænd, jeg også gerne ville invitere:  "Jamen, de er muslimske og beder 5 gange om dagen!" Forståeligt, da de selv endnu ikke har oplevet evangeliet - men de som  er kristne, hvad med dem?  Hvor langt rækker den evangeliske horisont?

Jeg fristes til at bede en kunstnerven  at "kreere" en tegning, der forestiller evangeliet bag tremmer, mens der udenfor larmes med "kristen" rock, trommer, forstærkeranlæg, ledninger og mikrofoner. En Kristi discipel råber i dette scenario forgæves:  "Slip dog evangeliet løs!"

Men råbet overdøves af støjende, kristelige platforme.  Og dog er denne upåagtede discipel i evighedens optik i godt selskab med andre disciple lige fra Bibelens dage til forfulgte kristne i den 3. verden i vor tid.

Hvad med os her i vesten?  Hvad med det evangelium, denne "skønne skat", som er os betroet?  (2. Tim. 1:14).  Jeg selv må dybt beskæmmes.

9.2.16 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)