"Vi har et alter, som de, der tjener ved tabernaklet, ikke har ret til at få spise fra", siger Guds ord i Hebr. 13:10.  Hvilket alter?  Er det det sted i den katolske og lutherske kirke, som kaldes "alter", og hvor  præster i fuld ornat gør "altertjeneste", som "lægfolket" kun relaterer til gennem  indsatte præster behørigt klædt i en særlig, middelalderlig "præstekjole"?

Nej, den ydre ceremonielle gudstjeneste gør Hebr.br. radikalt op med ved at forkynde Kristus som alle ceremoniers opfyldelse.  Da Hebr.br. blev skrevet, var tempeltjeneste endnu i kraft (templet var endnu intakt), men  med Kristi offer, som har gjort 100% fyldest for alle vore synder, var den gamle altertjeneste een gang for alle afskaffet.

 Det er det alter, vi har, dvs. Kristus selv, siger ordet.  Nadveren el. "brødsbrydelsen" er ikke det alter, men et måltid, hvor vi tilbedende ihukommer, hvad Kristus (opfyldelsen af al altertjeneste) har gjort for os.  "En luthersk forkynder sagde en gang til mig:  "Jeg kan ikke se, hvad vi skal med et alter i en kristen kirke!" og jeg kunne kun give ham ret.

For de lovlydige hebræere, for hvem den ydre, religiøse festivitas betød alt, må evangeliet om Kristus som det eneste, levende og herliggjorte alter, hvorfra vi får vor "spise", dvs. åndelige, opbyggelige næring, være banebrydende og for nogle religiøst lovbundne endda anstødelig tale.

Ak, det er nådens evangelium også idag for religiøse mennesker. Jeg, som kommer fra en religiøs slægt, véd hvad jeg taler om.  De vanskeligste mennesker at nå ind til med evangeliet er netop de religiøse. Der er to  ting, vi skal frelses fra, nemlig vor synd og vor religion!  Men denne frelse af nåde er ene og alene i den korsfæstede og opstandne Herre Kristus!

Har du et sådant alter, dvs. en sådan Frelser uden nogen anden fortrøstning?  Og med Kristi forsmædelse befindende dig uden for den religiøse lejr?  (Hebr. 13:13)

6.2.16 - jn