Som barn var det en oplevelse at køre i bil sammen med fx en onkel, der ejede en sådan luksus.  Nu derimod er det en luksus at lade bilen stå og stige ombord på en lille togrejse, fx til gode venner i Hellerup.

Det betroede jeg en medpassager, en yndig ung pige på vej til Roskilde, hvor hun på byens sygehus er ved at afslutte sin uddannelse som jordmor.  Hun gav mig en spændende indføring i barnefødsler.

Jeg berettede om min soldatertid som sygepasser i lægekorpset og om diverse lægers anatomi-undervisning.  Jeg fortalte hende, hvordan jeg efter en sådan undervisning ofte tænkte på Davids ord:  "Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt..."  (Sl. 139:14), og så kom samtalen uvægerligt ind på Guds ord og evangeliets troværdighed.

Jeg syntes ikke, jeg talte specielt højt, men jeg lagde mærke til, at andre i kupeen spidsede øren og fulgte delvis med.  Det smilede vi lidt over, men jordmorpigen fik, inden hun steg af, mit lille dannebrogskort i brystlommeformat med et enkelt evangelie-budskab.
Hun spurgte, om jeg havde mødt min kone "indenfor det samme", hvad jeg bekræftede. Hun forsikrede mig, at jeg ikke havde trættet hende, hvad jeg dog kunne frygte, fordi min kone mener, jeg taler for meget. Det  mente hun ikke.  Selv fik jeg påny understreget en togrejses uventede muligheder for frit at kunne ytre mig om Navnet over alle navne.

Jeg slappede snart af i et kærligt hjem i Hellerup.Værten kørte mig senere til Dansk Europamission på Nørrebro, hvor jeg købte  Bibler og Nye Testamenter på Farsi-sproget til mine iranere.  Min rygsæk blev godt nok tung, og mine værkende ben endnu tungere, men mit hjerte føltes let i glæden over at "være med på" noget meningsfuldt, evangelisk set.

Som skrevet står:  "Hvor velkomne er deres fødder, som bringer glædesbudskab!"  (Rom. 10:15, engelsk NEB ovs.).  Ja, selv de haltende, usikre og stokkrævende fødder føler sig pludselig velkomne!

- 28.1.16 -