Forside Artikler Evangeliet i selskabelige omgivelser
Evangeliet i selskabelige omgivelser Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Søndag, 24. januar 2016 07:47


En iransk ven spurgte ved et besøg i vort hjem:  "Hvad siger man på dansk ved et dødsfald?"  Jeg svarede, som du sikkert også ville have gjort:  "Hvis det er en kristen, kan vi sige:  "Han/hun er gået hjem til Herren" (2. Kor. 5:8) eller som Frelsens Hær siger:  "... er blevet forfremmet til herligheden!"

Jeg følte trang til at sige (som D.L. Moody):  "Hvis du en dag ser min dødsannonce i avisen, skal du ikke tro, jeg er død!  Jeg er så levende som nogensinde!  Det er kun kroppen, der er begravet.  Jeg selv er spillevende i Herrens nærhed!"  (Og i parentes bemærket:  Ikke i nogen skærsild!)

Selskabet får da en vidunderlig "drejning", hvor det er som om evangeliet smilende og vindende "banker på" og siger:  "Lad mig slippe til!"

Jeg fortalte dem om overkirurgen, Jens Lund, på Rigshospitalet, der lo så hjerteligt, da jeg sagde  "Hvis hjerteoperationen går galt, skal du ikke være så ked af det.  Da har jeg blot skiftet addresse!"  Jeg husker, han sagde:  "Det må være herligt at være så afklaret!"

Jeg kender mennesker, som forarges derover.  "Gør os den tjeneste ikke altid at tale om død og grav!" får jeg at vide.  Men  det er i virkeligheden vor Herre Jesus Kristus, jeg taler om, hvis ord har givet mig et super afklaret forhold til livets korthed, dødens vished og evighedens længde.

Vort ny testamente taler flere gange om forskellige gæstebud, som om det "mellem linjerne" udfordrer os til  noget lignende, men dog på samme glade måde,  hvor vor Frelser kom i centrum, ikke kunstigt, anspændt eller "overåndeligt", men spontant, overraskende og, livsbekræftende.

Andre iranere sagde:  "Din idé om et mdl. stævne med "potluck" (sammenskudsgilde) er god.  Det sørger vi for, og du sørger for noget med Bibelen!"  Lige efter Herrens hjerte, tror jeg, eller hvad mener du?

24.1.16 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)