Kong Salomon, som i sin bog, "Prædikerens bog", lader os forstå, at han i en fortidig periode med frafald og materiel overflod havde været hele kompasset rundt af nydelser, filosofi og hele eksistensens krinkelkroge, men nu konkluderer:  "Enden på sagen, når alt er hørt er:  Frygt Gud og hold Hans bud!  Thi det bør hvert menneske gøre!"  Præd. 12:13.

Altså:  Når alle er blevet hørt, og der ikke findes flere ord "at gøre godt med", ikke engang hos de mest trænede debattører og ordekvilibrister, så vil Han, den evige Gud, få det sidste ord, hvad enten vi  vil det eller ej.  I vor tid er det evangeliets ord, vi er sendt i byen med  for at gribe den gunstige anledning,  "når alt er hørt" - fx når  de snakkelystne har talt færdig og ladet deres uforgribelige meninger blive hørt.

"Land, land hør Herrens ord!" siger Bibelen, alt imens vort land drukner i menneskeord,-  i folketingssalen, på debatmøder, i TV, i det kirkelige og frikirkelige liv, og nu i denne tid i et afmægtigt, gudløst EU med megen tom snak.  Men de mange ord vil ebbe ud en dag, og "hver mund skal stoppes og hele verden stå strafskyldig for Gud!" (Rom. 3:19).

Vi skal kende vor tid og dets overordnede linjer, men jeg er ikke tilhænger af moralisere, politisere og debattere sammen med med mange forstå-sig-på-magere, hvor jeg rent ud sagt keder mig, ej mindst når kristne mennesker, som skulle være evangeliets ambassadører, "betydningsfuldt" vil rette op på dette og hint udi det politiske liv.

Jeg elsker den evangelist, hvis navn jeg ofte har nævnt til irritation for nogle og derfor ikke gør det igen, som fortæller, at han aldrig går til et møde med nogen, høj eller lav, uden at han som Kristi ambassadør  på en el. anden måde søger at få flettet selve evangeliet ind i samtalen.
Dette bør vi evangelisk opmuntre hinanden til, for da viser vi, at vi ikke blot kender vor tid, men at vi rammer midt ind i den!

20.1.15 - jn