Forside Artikler Jeg hadede alt, hvad der smagte af Gud
Jeg hadede alt, hvad der smagte af Gud Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Mandag, 18. januar 2016 09:17


Da Kristus kom ind i mit liv som dreng, fik jeg nye venner, som jeg ikke selv havde valgt ud, men som Han havde valgt for mig.

Men jeg mindes endnu med skam mine såkaldte "venner" i de uomvendte drengeår.  Nogle af dem var nærmest idoler.
De kristne sagde mig intet.  De var "kedelige", humørforladte, komiske og latterlige.  Fik jeg af en tante en bog, hvor ordet "Gud" forekom (jeg så altid efter!), blev den lagt til side for aldrig at blive åbnet.

Dette gudsfjendskab praktiserede jeg også i skolen, hvor disciplinen ellers ofte var baseret på frygt, men vi børn kunne more os over en markant religionslærer, som bandede vildt.  "Knald-Madsen" hed han, jeg véd ikke, om det var pga hans knaldende lussinger, som jeg dog aldrig så i praksis.

Men jeg var en Guds fjende uden selv at vide det.  Jeg mindes en from fru Jensen i religion.  Jeg var under 12, men "avanceret" nok til under almindelig morskab at gøre grin med hende.  Et barn i den alder kan allerede være en djævel.  Nogle nøjedes med at kalde mig en "bisse".

Hendes mand var vor sløjdlærer, sympatisk og humørfyldt.  Han bad mig sagtmodigt om ikke at være så hård ved hende.  Det var som at hælde vand på en gås.  Jeg hadede alt, der smagte af Gud.  Var jeg lykkelig?  Ikke spor.  Jeg kunne fantasere om at tage mit eget liv, husker jeg.

Min søster minder mig tit og med rette om, hvor uvorn jeg var.  Ak ja, men jeg minder så hende om, at selv et misfoster som jeg oplevede Guds kærlighed og tilgivelse i Jesus Kristus, før jeg fyldte 15. Det er ikke altid, jeg tænker nok over, hvilket nådens mirakel det var. I sandhed:  "Hvor synden blev større, dér blev nåden end mere overstrømmende dig!"  (Se Rom. 5:20).

Jeg har al mulig grund til at elske mine "medmennesker" meget, ej mindst dem af en anden hudfarve, eftersom jeg har fået meget tilgivet!  Luk.7:47.

18.1.16 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)