"... men Jakob fortsatte sin rejse.  Og Guds engle mødte ham."  1. Mos. 32:1

Jeg havde  i San Diego, CA, en nabo med fortid i den amerikanske flåde. Han yndede at fortælle mig om de mange spændende rejser, hans job som flådeofficer havde givet ham.

En dag spurgte jeg ham:  "Men hvad med din sidste rejse?"  Han forstod og svarede:  "Jeg hader at tænke på det!"

 Jakob var på rejse i dobbelt forstand.  Han var som pilgrim på vej til Kaanan.  Han var også på vej til "det himmelske fædreland" (Hebr. 11:16) som de øvrige troende i DGT.  Døende talte han om at skulle samles "hos mine fædre" (1. Mos. 49:29), hvilket var langt mer end kiste og grav.

Han kunne sige:  "Du leder mig med dit råd og tager mig siden bort i herlighed!"  (Sl. 73:24).  Et sådant herlighedshåb havde min nabo i San Diego ikke.  Hans kommende, sidste rejse var rædselsfuld at tænke på.

Jakobs rejse var både med begge ben på jorden og med kontakt til den evige verden.  Sådan forstår jeg ordene:  "Og Guds engle mødte ham."  Denne kontakt i Åndens verden gjorde, at han kunne tale om 2 lejre, nemlig Guds lejr og hans egen jordiske lejr.  1. Mos. 32:2.

Jeg elsker den svenske pilgrimssang af Otto A. Ottander, som jeg en gang fik lov at synge for en lille svensk koloni i USA.  Den handler om vor livsrejse, og første vers begynder sådan (på svensk):

Vi bo ej här, vi blott här nere gästa,
en liten tid på resa til vår vän,
låt intet här, o Gud, vårt hjärta fästa,
och hindra färden till vårt hem igen!

Hvad med dig, som læser dette?  Hader du også at tænke på din forestående sidste rejse?  Eller er du ligeså fortrolig ved tanken som Jakob, Paulus og alle Kristus-troende?  Dette er Gud ske lov muligt, og Jesus har selv anvist vejen;  "Omvend jer og tro på evangeliet!" Mk. 1:15
12.1.15 - jn