Jeg stod en dag med en god ven og betragtede en af de mange statuer i København af Danmarks måske mest kendte konge, den store bygmester og (ikke specielt heldige) krigsherre, Christian IV.

Min ven, som var på besøg fra missionsmarken i det fjerne østen, sagde til mig:  "Er det ikke underligt at tænke på, at du har udrettet mere end han?"  Han tænkte naturligvis med evighedens målestok.  Og her er jeg og enhver Kristi disciplel mere succesfuld end den største konge eller statsmand trods vore mange fejl og bommerter.

Den sandhed sættes i perspektiv med fx Joel 2:11 i en gl. oversættelse:  "Mægtig er den, som udretter (el. fuldbyrder) Hans ord."  Hvis det lidt, vi får lov at udrette har med Herrens ord at gøre i den korte tid, vi endnu skal være her, ja, så udretter vi noget for evigheden.

Jeg tænker her ved årets slutning på venner, vi har taget afsked med, og som kom til at betyde noget for os efterlevende.  De udrettede nemlig noget med livets ord.  Ingen var "helgener",  men fejlende mennesker "i mange ting"  (Jak. 3:2), men deres tjeneste udrettede noget også i mit liv.

I skrivende stund får jeg meddelelse om, at en trofast velynder, en forretningsmand, fra mine unge dage i USA, netop gik hjem til Herren.  Han fik megen modgang, men Joel 2:11 passede godt på ham som en  ordets tjener og et nidkært vidne for Jesus Kristus.  Den slags er en "mangelvare" idag.  Måtte det også kunne siges om dig og mig engang.

19.12.15 - jn