Jeg havde i Norge en god prædikantven, Rolf Svindland, som vel, ca. 17 år efter sin død, er glemt idag.  Jeg fik ikke takket ham nok for alt det, han kom til at betyde for mig som en ensom, ordets tjener.  For i dag ville jeg forstå ham meget bedre med de erfaringer, jeg selv i mellemtiden har gjort.

Det behagede Herren at bruge ham til hjælp for mange både i Norge og Danmark.  Han blev også redskabet til min norske kones omvendelse. Man skulle tro, at en mand med så megen ”succes” i Guds rige, ville føle sig tilsmilet bredt af kristenfolket.  Men nej, han led under det omsiggribende, åndelige frafald med megen overfladisk, verdslig ”pop”.

Ham ville jeg i dag føle mig meget beslægtet med, ja måske mere med ham end med nogen anden, selvom han som ”type” var min diametrale modsætning og ofte irriterede mig.  Han havde som vi alle  (Jak. 3:2) sine mange  fejl, men er det ikke tilfældet med alle Herrens tjenere?

Han sagde, at selv følte han sig mest beslægtet med den ensomme profet Jeremias og citerede hans ensomme ord fra Jer. 15:17.  Det er han dog ikke alene om her midt i vrimlen af frivole, sekulariserede kristne. 

Profeten Habakkuk er dog på en særlig måde ”min” profet, hvis ”stemningsrapport” fra kap. 3:17-19 jeg på mange måder er ”beslægtet” med ej glemmende, at trods åndelig og ”teologisk” fiasko vil vi som Habakkuk ”frydes i Herren, juble i min Frelses Gud” (3:18) som om profeten kendte den ensomme, hårdt prøvede Paulus i fængslet, der bød os:  ”Glæd jer altid i Herren..” (Fil. 4:4) – også når alt går imod os.

Ensom?  Vel, ej mere ensom end at de ensomme trods alt vil finde sammen med dem, Herren har vedkendt sig som sine og fyldt med sin jublende og humørfyldte frelsesglæde trods verdslig moro og brølende larm.

16.11.15 - jn