”
Th. Mundus, hvis prøvede sjæl nu glædes i Himlen, tog nordmændene  om hjertet, da han i en 17. maj tale kaldte Norge for ”det næst-dejligste land i hele verden”.  Han var bibelsk nok,  for det er jo Israel, som Skriften kalder ”det dejligste af alle lande”  (Ezek. 20:6,15).

Efter at have berejst Norge med dets betagende og majestætiske fjelle, fosse og fjorde kan jeg kun være enig med den kære Mundus.
Om ikke Herren kommer før, vil jeg nok dø i DK, dog uden dødsfrygt, da døden for en troende jo i Kristus er tilintetgjort (2. Tim. 1:10).  Men uanset hvad er jeg i åndelig forstand allerede nu i ”det dejligste af alle lande”, hvor det åndeligt talt flyder med mælk og honning.

Men det passer på alle, der ”takker Faderen, som gjorde os skikkede til at få del i de helliges arvelod i lyset, Han, som friede os ud af mørkets magt og førte os over i sin elskede Søns rige.” Kol. 1:12-13  Denne lykke kan ses på os, hvis vi i sandhed og som selvoplevet erfaring kan synge:

Jeg lever ved Kilden, fornøjet og glad,
ved Kilden, som ej tørrer ud,
og dér jeg nu nyder den himmelske mad,
ja alt jeg nu har i min Gud!

Er det ”overåndeligt” sværmeri?  Nej, nej.  Vi siger som Kierkegaard:  ”Vi lever i evigheden, men hører samtidig stueuret slå!”  Derfor kunne jeg meget  ”jordnær” måtte sige til iranske venner:  ”Selvom jeg er Himlens ambassadør, er jeg ikke mere ”himmelsk” end at jeg med glæde vil hjælpe jer med jeres skoleopgaver.  ”Mit (åndelige) bæger flyder over”, vidnede David med begge ben på jorden eller rettere i græsset blandt fårene.

Ind- og udtørrede kristne er kun de, der ikke lever ved Kilden. For denne verdensørken er ikke mere ”ørken” end at vi i ørkenens brændende sand i Kristus kan være formidlere af ”levende vand”. Joh. 4:14.

9.11.15 - jn