Forside Spørgsmål og svar Jesus og tempelvvielsesfesten
Jesus og tempelvvielsesfesten Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Søndag, 08. november 2015 16:26

(Et spørgsmål fra det norske blad "Evangelisten")

Spørgsmål:  Eg har eit spørsmål ang Johannes Evangeliet 10,22. Her står det om at Jesus var i Jerusalem, og det var tempelvielsens fest. Hva for en fest er innholdet og bakgrunnen for denne festen som Jesus var med å markerte. Den står ikke omtalt i moseloven?

Svar:  Der var tale om en årlig, religiøs fest til minde om den renselse af templet, som skete i år 165 f.Kr. (lang tid efter Moses og Moseloven) under ledelse af den jødiske hærfører og helt Judas Makkabæus (1. Makk. 4:59),  som havde besejret den jødefjendtlige Antiokus IV Epifanes, der groft havde hånet jødernes gudsdyrkelse og påtvunget dem hedenske skikke.  Denne årlige mindefest blev holdt hvert år i 8 dage i kislev måned svarende til vor december.

Jesus deltog ikke aktivt i festen som sådan, men var tilstede, da Han ”gik omkring i helligdommen” Joh. 10:22) for at være til rådighed for dem, der ville stille ham spørgsmål.  Men i beretningen i Joh. 10:22-39 kom der ikke spørgsmål til Ham fra mennesker, som var i sjæle- eller syndenød, men derimod ”teologiske” spørgsmål, som burde have været unødvendige at stille:  ”Hvor længe vil du holde vor sjæl hen i uvished?  Hvis du er Kristus, så sig os det rent ud!”  (v.24).

Herrens liv og gerninger burde have været bevis nok, men årsagen til deres vantro og dybe, teologiske og åndelige mørke var den samme, som er årsagen i dag blandt åndeligt blinde religiøse ledere, nemlig den simple kendsgerning, at de ikke tilhørte Hans folk.  ”I tror det ikke, fordi I ikke hører til mine får.  Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig!”  (v. 26-27).

Disse religiøse ledere fejrede ganske vist den historiske sejr over den gudsbespottelige syriske konge, hvor templet blev renset for sin vanhelligelse, men selv var deres hjerter ikke renset ved troen på Ham, der alene kunne give dem et nyt hjerte, og derfor var deres religiøsitet og ”fromme” fest i virkeligheden en større gudsbespottelse end den, deres antisemitiske fjende havde begået mod Gud og Hans folk.  For her stod jo midt iblandt dem Han, som tempeltjenesten pegede på som hele lovens opfyldelse.

Lærdommen er indlysende.  Det går an at holde illuminerede, religiøse fester med største opfindsomhed, hvor den populære, årlige juletræsfest er en af dem, uden at være oplyst Guds ord og Ånd til frelse og genfødelse.  De ydre rammer kan være højtidelige nok, som de var det i den hellige by, Jerusalem, men det er ingen garanti for, at de religiøse festdeltagere ”hører til mine får”, dvs. er født på ny og har del i det evige liv.

Forkyndelsen af dette alvor er mere påkrævet end nogensinde og vil også i dag bevirke religiøse menneskers fjendskab, sådan som vor Frelser oplevede det, og som Hans efterfølgere har oplevet det ned gennem historien.

8.11.15 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)