Kendt er klassikeren om den 26-årige mähriske, kristne teolog, Peter Bohler, som sagde de berømte ord til sin teologiske kollega og dybt anfægtede ven, John Wesley, den senere grundlægger af Metodisterne:

”Forkynd troen, til du får den, så vil du forkynde den, fordi du har den!”

Det var i begyndelsen af 1738, og den 24. maj s.å. kom troens vished som solopgangen, da han på et møde i Oxford hørte en deltager oplæse noget så ”tørt” som Luthers fortale til Romerbrevet.  ”Jeg tror”, råbte Wesley, og nu sang de en lovsang, som hans bror, den navnkundige salmedigter, Charles, netop havde skrevet, hvor et af versene lyder:

I arme og usle, hør dog min røst,/for skøge og tolder og tyv er der trøst,/
for jer alle står Han med åben favn,/kun syndere frelses i Jesu navn,/
retfærdige bryder sig ikke derom,/for at søge og frelse fortabte Han kom!

Hvorfor fortæller jeg den historie, som du måske allerede kender så godt?
 
Jo, for jeg har selv ofte haft brug for  Bohlers ord til Wesley.  Jeg har det ikke som mange kunstigt opstemte venner, der altid er oppe i Halleluja-sfæren, hvor solen altid skinner.  De kender ikke til mørke stunder eller tvivl.  Men kun tilsyneladende.  For jeg véd jo, de ikke taler sandt.

Er jeg stadig lykkelig? Ja, jeg kan endda finde på at sige til mennesker:  ”Du taler med byens lykkeligste mand!”  Er det oppisket eufori?  Nej, men som Wesley, Luther og mange andre af Herrens ufuldkomne vidner under korsets nåde er min holdbare klippegrund udenfor mig selv og alene i Kristus og evangeliet om Ham, som er mig nærmere end tonsvis af følelser og moderne, elektronisk lovsangsmusik.  Ordet jeg tænker på i denne stund står i Rom. 10:5-11, som jeg heldigvis ikke har eneret på!

23.10.15 - jn