I vort fællesskab læste vi Joh. 2:23-25 om en ”vækkelse”  i Jerusalem,  som mange sikkert med begejstring ville have skrevet hjem om.  Men Herren selv troede ikke på denne ”event”, for der står om de ”mange”, at Jesus betroede sig ikke til dem, dvs. Han troede ikke på dem.

Sker det også i dag?  Utvivlsomt, selvom ”hverdagskosten” for mig på gaden snarere er total ligegyldighed.  Jo,  der er også religiøse mennesker, men åndelig kontakt findes ikke.  Det under, som Bibelen kalder ”hjertets omskærelse” (Rom. 2:29) er de fremmed for.

Men vi læste nu videre de første ord i Joh. 3 (der burde nok slet ikke være nogen kapitel-adskillelse mellem kap. 2 og 3). - Joh. 3:1 begynder med ordet ”men”, som desværre er udeladt i de nuværende Bibler, men er dog med i 1907-oversættelsen, i fx min mors Bibel.  Der står: 

”Men der var blandt farisæerne en mand, som hed Nikodemus…”  Det er opmuntrende. Mængden var kun overfladisk troende, men her var der i natten en enkelt – ”hiin Enkelte” (som Kierkegaard ville sige), som Jesus kunne betro sig selv, og som fik den fineste ”privatundervisning” om frelsens enkle vej med Joh. 3:16 i centrum.

Min norske svigerinde brød nu ind:  ”Jamen, du mødte jo selv en sådan Nikodemus!”  Og hun mindede mig om den ensomme indvandrer, jeg sidste år fik lov at vidne for i en park nord for Oslo. Jeg husker ham, han var fra Eritræa, og med fingersprog og streger på jorden betroede vi os til hinanden.  Med 3 fingre ville han fortælle om Jesu tre dage i graven og så løftede han hænderne begejstret op i luften og pegede opad for at bekende sig til en opstanden Frelser. Et ”Halleluja!” lød i mit hjerte.

Den dag kom jeg netop fra et stort butikscenter med dens ligegyldige mængde for nu at møde ”hiin Enkelte” midt i tidens åndelige natmørke.  En sådan skal vi have samme kærlige interesse for som vi ser det i vor Frelsers liv og eksempel. Ja, og nu her, ej mindst i Johs.-evangeliet!

19.10.15 - jn