Mel.:  Nu falmer skoven trindt om land…

Se, efterårets faldne løv
os uden ord påminder,
at snart bli´r også vi til støv,
når vi herfra forsvinder
!
I dette livets efterår
mon barnetroen holder
som solskin i det sindets vår
som sig med smil udfolder?

Vi kan ej alderen undgå,
dog ung forbliver ånden,
som ingen årstid kan modstå,
hvis håbet er for hånden!

Vær hilset da, du visne løv,
en vår-genfødsel kommer,
som vækker os af dvalen sløv,
før det igen bli´r sommer!

En sommers sommer vinker os,
som har den Frelser fundet,
der muldent, nedtrådt løv til trods
al død har overvundet!

Her ej udsiges noget nyt,
vi troens håb vil hylde,
som har en rigdom os tilflydt
med overjordisk fylde!

Usynligt HERREN på vor vej
på vinger har os båret,
men om du ikke tror som jeg,
o, lær af efteråret!

18.10.15 - jn