Forside Artikler Mit ”territorium” på Starbucks
Mit ”territorium” på Starbucks Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Søndag, 18. oktober 2015 04:26


To yngre kvinder få meter fra mig ”smovsede” sig.  ”Er I søskende?” spurgte jeg.  De lo, nej det var en moster, der spenderede på sin niece.  Jeg fik en sjælden fin anledning til både at ”vidne” og fortælle dem om korset i vort flag, sådan som jeg har gjort det for skolebørnene i USA, og som inspirerede mig til det lille dannebrogskort, de fik.

Den yngste, 23, var sociolog-studerende, og evangeliet om Jesus (Ap.G. 8:35) fængede som så ofte før, og jeg fik mange søde, befriende smil.  ”Vis dem dig selv, så unge øjne stråle”, synger vi i en sang.  Jeg mødte sådanne strålende, unge øjne og tænkte netop på sangen om ”Ungdommens Frelser”.

Lederen af Starbucks, Maria, sagde: ”Jeg har ikke set dig i nogle dage”, og jeg bemærkede:  ”Du har nok savnet mig!”  Maria har forklaret, at Starbucks er religionsneutral, men hun kender mig nu, og det er tydeligt, at hun ikke ønsker mig anderledes.  ”Jeg holder ikke ud at se dig skrive på vore servietter”, smilede hun, ”vil du ikke hellere have rigtigt papir?”

Jeg spurgte en yndig medarbejder fra Irak, om hun havde fået mit kort.  Jo, det havde hun.  ”Har du allerede glemt mig?” drillede hun.  Nej, ikke, når jeg tænkte mig om.  ”Du er så blændende smuk, at jeg må have solbriller på næste gang”, lo jeg. Hun havde ingen religion, fortalte hun. Fint nok, så hun fik også min ”sølvmønt” med Joh. 3:16 indgraveret.

Jeg satte mig hos en enlig herre.  ”Du venter måske på nogen?” spurgte jeg.  Jeg talte slet ikke ”religiøst”.  Men pludselig spurgte han: ”Er du en kristen?”  Jeg spurgte, hvorfor han spurgte, men sådan var bare hans fornemmelse el. intuition.  Det blev til en ny, fin ”vidne-anledning”.

”Vi er her også søndag, hvis du skulle kede dig”, koketterede Maria.  Okay, her er jo det ”territorium”, der er omfattet af ”marchordren”: ”Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen!”  Ja, sandelig, vi ”forkynder” både ved at være dér og ved de ord, Herren giver os (Efes.br. 6:19).  Gives de.  Og givet bli´r de!  Var det ikke derfor, pinsens Ånd kom med kraft til at vidne og missionere? Eller hvad mener du?
18.10.15 – jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)