Det er tit svaret, jeg får fra vor tids mennesker.  Jeg spørger, om de er folkekirkemedlemmer, og svaret er som oftest ja.  Jeg minder dem om  trosbekendelsen, hvis hovedperson er den korsfæstede og opstandne Frelser og Herre, Jesus Kristus.  Men nej, ”det siger mig ikke noget!”

Alligevel bedyrer kirken dem, at de allerede er frelst i dåben. Ak ja, så forblommet prædiker mange præster, som nok påstår, at det, de forkynder, - inkl. trosbekendelsen, - ritualerne  - de lovbefalede skriftord, - de oplæste bønner og prædikener, osv. osv. – da siger dem noget! Ja,  men hvad?  De færreste kan personligt vidne selvoplevet om frelsen i Kristus og kender ikke selv til omvendelsens påtrængende alvor.

Ikke alle præster er præster på en så letkøbt måde.  En præst i Godthåbskirken i gamle dage, pastor Johansen, sagde: ”Menneskene er født med ryggen mod Gud og må derfor omvendes – også de barnedøbte!”  Og det var han ikke ene om at sige i vort land.

 Sådanne forkyndere, der brændte for evangeliet til fortabte mennesker i dets enkleste form, fx sådan som det forkyndes i Mk. 1:15, prædikede ikke for tomme kirker.  De fyldtes m. mennesker, som godt nok kunne rase indædt mod budskabet, men kom alligevel.  Der var nemlig alligevel noget, der fængede, og som ”sagde dem noget” og ikke ville slippe dem.

Det var præcis min egen oplevelse dengang fodbolden var min Gud og Idrætsparken min kirke.  En ”brændende” forkynder, der var ”solgt” på budskabet, brugtes af Gud i mit liv.  Den nidkære forkynder, Marinus Sørensen fra Missionsforbundet, viste ægte omsorg for mig og sagde mig ”noget”.  Den foragtede Bibelbog blev aktuel, dens vækkende evangelium førte også mig til troen.  Dens fakkel måtte jeg gi´ videre, også til mennesker, som det ikke siger noget.  For jeg var jo, ej at forglemme, selv en af dem!

14.10.15 - jn