”Hans blik var rettet mod Himmelen med en herlig bog i sine hænder, og dens sandhed var skrevet på hans læber.  Verden havde han lagt bag sig.  Han stod som ville han trygle med mennesker…” (fra ”Pilgrimsvandringen” af John Bunyan).

Vi drøftede Joh. 2:17:  ”Nidkærhed for dit hus vil fortære mig!”  Det betyder  ”Brændende iver”.

Så vi talte om det og om også på det punkt at efterfølge Kristus, som skrevet står:  ”Vær ikke lunkne i jeres iver;  vær brændende i Ånden!”  (Rom. 12:12).

”Kristendom er ildspåsættelse.” (Kierkegaard), altså at brænde for Kristus. ”Den præst, der ikke er nidkær, er vantro!” (Spurgeon).

Spurgeon havde ret.  Og Paulus´ ord er trods næsvis bibelkritik lige så guddommelige, som hvis vor Frelser selv havde talt dem.

Præsterne, ja  hele  kristenheden savner Åndens nidkærhed.  Vækkelsesilden fra førhen er blevet til ulmende gløder, som en ny ”pinsevind” må flamme op, hvis ikke vort land skal gå til grunde.

De fleste teologer lever, bedrøveligt nok, på fornem afstand af Bibelen, kraftens kilde, men lægfolket gør stort det samme.  Guds ord ”downloades” smart nok på  i-pad, så hvorfor ikke lade det være Bibel nok?  Besnærende måske, men brænder ilden?

Eller er vi blevet så dygtige, at Ånden kvæles med teknikken? Ak,  ”Udsluk ikke Ånden!” el. ”Sluk ikke Åndens ild!” 1. Tess.5:19 (eng ovs.)

Til slut dette pointe fra det sted, jeg selv kommer. Vi sendte ikke tørre teoretikere ”i marken” med vort salgsbudskab, men ”ildspåsættere” med smittende begejstring.  Denne ”amerikanske” sammenligning synes ikke alle om, men de bør gøre det. For Guds rige er et dødt rige uden ild!

13.10.15 - jn