En jødisk leder sagde engang til mig i bilen på vej tilbage fra en debataften i København om Israel, hvor jeg kraftig havde imødegået påstanden om, at Israel er en ”besættelsesmagt”:  ”Det kan vi to godt blive enige om, det ikke er, men prøv at overbevise palæstinenserne herom!”  Med andre ord:  Overfor den såkaldte opinion, både nationalt og internationalt vil jeg stå alene.  Dette er kun eet ud af mange ex på, hvor du og jeg i livet må og bør gå imod opinionensstrømmen.

Jeg tænker her ofte på den norske digter, Henrik Ibsens berømte ord:  ”Stærkest er den mand, der står alene!”  (fra skuespillet ”En folkefjende”).  Sådan er nu engang de ikke-pragmatiske vilkår for det menneske, som står for noget, tror på noget, er besjælet af en indre overbevisning og tør være ”anderledes”.  Et sådant menneske får måske ikke den mest behagelige tilværelse, men dog alligevel et rigt liv, i hvis ordbog defaitisme, fejhed og behagesyge ej findes.

Som barn var jeg desværre bytte for stenbroens opinion el. ”gadens parlament”, om du vil, eftersom jeg ville være som de andre, de ”store” drenge, hvad der førte til mange konflikter med min far, som forgæves prøvede at bibringe mig et andet moralkodex.  Mit primitive argument overfor min far var:  ”Jamen, sådan gør de andre!”  På eet punkt ville jeg dog ikke være som de, og det var i jødespørgsmålet, som dog sjældent diskuteret.  (Da jeg blev en personlig kristen, var det også slut med at ”være som de andre” i andre spørgsmål).  En klassekammerat var dog jøde, en super intelligent fyr, som jeg så op til og altid lyttede til.

En norsk frihedskæmper, en ældre veteran, sagde engang på norsk TV:  ”Der er kommet en alvorstone ind i mit liv, som de unge ikke forstår.”  Det sagde han på baggrund af de forfærdelige ting, han som frihedskæmper havde gennemlevet.  Den sætning har fulgt mig siden.  Da min far, vel 1-2 år efter krigen, tog mig med i en biograf for at se en dokumentar om koncentrationslejrenes rædsler, som for 6 millioners vedkommende gik ud over jøderne, besjælede en lignende alvorstone mit barnesind, især da jeg i biografen, i halvmørket, så op på min fars tårefyldte ansigt.  Denne alvorstone kan jeg ikke forvente, de unge skal forstå, men  den kan ikke undgå at præge mig, når jeg gang på gang konfronteres med jødespørgsmålet (Israel) i moderne tid, i skrift og i tale.

Skam dig ikke ved at være anderledes, men lad det være en æressag for dig under evighedens ansvar og med evighedens fordring på din sjæl, sålænge du er overbevist om, du har en god og retfærdig sag!

-jn-

12.1.09