- en anledning for evangeliet –

Jeg var indbudt til Højdevangens Skole på Amager m. gamle elever.  Fra min klasse var der kun 3 piger plus min ringhed. Jeg brændte efter at ”gøre en evangelists gerning” (2. Tim. 4:5), men hvor realistisk var det?

Bordene var opdelt efter ”årgange”, hvor vi tilhørte årg. 1953.  Ved vort bord sad også tidligere årgange.  Rekorden havde en snart 92-årig, som var gået ud af skolen i 1941.  Vi blev hurtigt rystet sammen alle sammen!

Men det larmede øredøvende. Alle odds var imod mig.  Jeg følte mig skudt i sænk som den ”evangelist”, jeg hjemmefra havde bedt om at få lov at være.  Så spurgte jeg pigerne, om de ikke hver især kunne fortælle om et særligt godt skoleminde. Og det gjorde de, og lærere blev nævnt.

”Hvad er så dit bedste minde?” blev jeg spurgt.  ”Det gunstige øjeblik” var kommet!  Jeg fortalte om religionslæreren Brorstrøm (og ikke Brorson, som Klaus Rifbjerg fejlagtigt og i drilske vendinger senere kaldte ham, for ”Højdevangen” havde også været hans skole).

Brorstrøm havde vi i 1.-4. ”mellem”. Før før kom op i ”realen” gav han os, fortalte jeg, som sit farvel ordet ”For således elskede Gud verden…”.  Nu blev vort bord pludselig stille.  Alle lyttede og tog pænt imod mit lille evangeliske dannebrogskort. Det ”sociale samvær” fik nyt indhold.

De mange ”odds” imod mig eksisterede ikke mere.  Jeg blev naturligvis også modsagt. En bekendende kristen fra et nabobord gav sig til kende for at sige, han delte min tro. Pigerne fik min bog ”Salmer ved daggry” med min personlige dedikation.  Kristi kærlighed strømmede til dem med lille, bitte mig som Herrens ufuldkomne ”pipeline”.  Hvilken aften til Herrens ære!

11.9.15 - jn