Min gamle ven, Jørgen (89), som jeg regelmæssigt besøger, var vred.  Hvorfor dog?  Jo, sognets kirkeblads hovedartikel ”Vejen til Gud” havde ikke et ord om Jesus Kristus som eneste vej til Gud.

Jørgens retfærdige vrede gik på, at bladet havde en masse om meditation og andagtsøvelser i kirkens ”stille rum” som optakt til dens gudstjenester, men ikke er ord om Ham, som er vejen, sandheden og livet.  Han viste mig kirkebladet. Ak, sandt nok, ikke en eneste sætning om vor Frelser.

Jørgen fik i vor lokale avis, ”Sjællandske”, sat sin vrede over det Kristus-forladte blad på tryk.  Men sognepræsten fik lov at svare i samme avis og kom da endelig med et evangelisk ord om Jesus Kristus som verdens Frelser plus nogle gode Luther-citater.  Men hvorfor ikke fra starten forkynde Kristus i et kirkeblad, som når ud til mange, mange hjem i sognet?  Især da vi jo véd, at kun de færreste ”sognebørn” går i kirke!

Den statsaut. folkekirke er nok glad for grundlovens § 4, der fastslår, at den ev.-lutherske kirke er DK´s folkekirke og støttes af staten.  Men hvorfor støtter den ikke sig selv med et klart evangelisk budskab, når den med sit kirkeblad ”tæppebomber” sognet?  For er det ikke dér, udenfor kirkemurene, evangeliet allermest trænger til at blive hørt?

Vi talte om det i vort lille husfællesskab og om den udfordring det er som Kristi efterfølgere at vidne om Ham til vor gudløse samtid.  Vore små stuemøder må aldrig få karakter af noget ”logeagtigt” a la det døde hav, men tværtimod bør ”de helliges samfund” anspore til evangeliets udadvendte vidnesbyrd med den korteste vækkelsesprædiken, som Jesus selv har holdt:

  ”Tiden er inde, Guds rige er kommet nær;  omvend jer og tro på evangeliet!”  (Mk. 1:15).

16.8.15 - jn