I dag er det 70 år siden, en atombombe på et øjeblik lagde den japanske by Hiroshima øde og dræbte momentant 70.000 mennesker med efterfølgende stor elendighed i årene derefter.  Heldigvis er atombomben ikke blevet taget i anvendelse i nye krige, men vil det ske?

Som dreng lyttede jeg til en serie vækkende foredrag i min morfars missionshus på Nørrebro fremført af den tids mest originale og indsigtsfulde forkynder, danskeren Th. Mundus, som ud fra Bibelen talte  om ”de sidste ting” og kom også ind på atombomben, hvis opfindelse han kaldte ”menneskets opdagelse af universets hemmelighed”.

Mundus mente absolut, at verden endnu i fremtiden vil opleve atombomben og nævnte et ord fra Åb. om ”den store by” (Babylon), som ”på en time er blevet lagt øde” (Åb. 18:17, 19).  Han sagde: ”Hidtil har jeg ikke forstået, hvordan det kunne ske så hurtigt, men det forstår jeg nu.”

Jeg var 8 år, da jeg første gang hørte om en ny bombe, der ville kunne udslette alt liv på jorden. Jeg husker, som var det i går, hvordan en underlig håbløshed og afmagt lagde sig over min barnesjæl.

Et elevhold i barnealderen i Bergen fik til opgave at skrive en stil om deres fremtidshåb.  De indløbne svar var stort set yderst pessimistiske.
”Det er en nedrig verden”, siges det i H.C. Andersens eventyr ”Skyggen”. I sandhed: ”Hele verden er i den ondes vold”, siger Bibelen (1. Joh. 5:19).   Er det det hele? Nej, glæden og optimismen skinner igennem, når der samtidig skrives:  ”Vi véd, at Guds Søn er kommen, og Han har givet os forstand til at kende den sande, og vi er i den sande, i Hans Søn, Jesus Kristus.  Han er den sande Gud og det evige liv!”  (1. Joh. 5:20). 

Lykkelig er den, som har fået denne guddommelige forstand i en verden, hvor den verdslige forstand ikke rækker langt, når det virkelig gælder!

6.8.15 – jn