En kendt dansk forkynder og forfatter til et væld af opbyggelige skrifter skrev en gang til mig nogenlunde sådan:  ”Vi har i den senere tid været igennem smertelige erfaringer, som har med hvedekornets lov at gøre.” 

Han tænkte selvsagt på Joh. 12:24, som handler både om Jesu egen død, der var nødvendig for frugt (Se Esajas 53:10-12), og Hans efterfølgeres smertelige, vedvarende ”død” i kristenlivet er her på jorden.

2. Kor. 4:10:  ”Altid bærer vi Jesu dødslidelse med os på vort legeme, for at også Jesu liv må blive åbenbaret i vort legeme.”   ”Dødslidelse” er ikke kun fysiske slag, men er den åndelige  dødsproces (en bedre ovs. af det græske ord ”nekrosis”), der pågår livet igennem.

Det fremgår af v. 11:  ”Ja, hver stund vi lever, overgives til døden for Jesu skyld, for at også Jesu liv må blive åbenbaret i vort dødelige kød.”  Mange af os må synge med på verset:  ”På den smalle vej til Kilden/alt mit eget dømt jeg så/mine planer, mine drømme/ved din fod i aske lå!”

Det er i praksis at tilegne sig Kristi Hans død, begravelse og opstandelse.

Vi har kendt kristne, som fortvivlet tog deres eget liv.  Og mange af os er i  åndskampen angrebet af lign. tanker ganske uden den halleluja-eufori, som nogle ”sejrende” vidner lidt for skingert om.  2. Kor.brev taler anderledes realistisk om trosstriden på denne jordiske scene. 1:9.

Svigt af venner, du ellers stolede på, - ondsindede beskyldninger, - vranglærdomme, som tilsyneladende går som ”varmt brød”, - åndelig ligegyldighed, især overfor Guds ord, - manglende syndserkendelse, osv. kan være ydre årsager til fortvivlelse eller bitterhed.

Men da er det, at Guds iboende Ånd tilhvisker os:  ”Alt dette hører med til  ”dødsprocessen”, dvs. den åndelige død, ”hvedekornets lov”, du skal overgive dig til!” Altså: ikke til selvmordet eller selvisk askese (se Kol. 2:23),  men for at Jesu opstandelsesliv må åbenbares, mens vor egen ”betydningsfuldhed” dør som hvedekornet.

27.7.15 - jn