Dronningen bad os en gang i en nytårstale være gode ved de nydanske fremmede.  Noget i den retning sagde hun, og det var i grunden bibelsk.  ”Den fremmede må du ikke undertrykke eller forulempe, thi I var selv fremmede i Ægypten!”  (2. Mos. 22:21).  Det skyldes, at Gud ikke viser personsanseelse, men elsker den fremmede!  (5. Mos. 10:18).

Jeg har selv som ung prøvet at bo i det fremmede og bør være den første til at vise indvandrerne kristen næstekærlighed uanset hudfarve, kultur, sprog, religion og tænkemåde. I al ufuldkommenhed er det just, hvad min kone og jeg prøver på overfor mennesker af fremmed etnisk baggrund.

Men jeg indrømmer, at vi nok ikke har taget tilstrækkelig hensyn til den kulturelle baggrund hos de nydanskere, vi prøvede at knytte til os som vore venner.  Jeg tænker her konkret på tamilske venner, vi blev kendt med.  De er såkaldte ”første generations indvandrere” og lader sig ikke uden videre integrere.  Det vil nok tage flere generationer.

Men som sagt tror jeg ikke, det er bibelsk eller kristeligt at være indvandrerfjendsk.  Og det er DK heller ikke, selvom vi ikke ligefrem er et  kristent land.  Vi kan ikke give asyl til alle, men alle, som får asyl, bliver der sørget godt for sammenlignet med den elendighed, de kommer fra.

De fremmede iblandt os er for os kristne en evangelisk udfordring. Det evangelium, jeg forkynder, er ikke et specielt dansk budskab, men henvender sig til alle folkeslag.  ”Sort og hvid og gul og rød for dem alle er Han død”, synger søndagsskolebørnene.  Det er helt i vor Frelsers Ånd.

Gennem årene har vi da også haft den glæde at have en etnisk mangfoldighed i vort hjem, hvor det internationale, ”grænseoverskridende” evangelium om ”verdens Frelser” (Joh. 4:42) fylder vort fællesskab som eneste, bærende ”referencepunkt”.  Som ganske ung ønskede jeg at rejse ud til de fremmede, men det fik jeg ikke lov til, men nu er disse kommet til mig.  Hvilken glad udfordring!

13.7.55 - jn