En troende ung kvinde kom en gang til min morfar og bekendte, at hun var håbløst betaget af hans gifte søn, - hun vidste det var forkert uden dog at kunne frigøre sig.  Min morfar, som samtidig var hendes åndelige far, udviste ægte, kærlig sjælesorg og sagde til hende: ”Dette kan du ikke selv klare, men Herren kan”, og så søgte de sammen Ham, der både vil og kan.

Hun forblev ugift, og jeg og mine søskende lærte hende at kende som en stor børneven med en glad udstråling, som tydeligvis kom fra det nye liv, hun ejede i Kristus, og som hun til sin død som 68-årig var et levende vidnesbyrd om.  Hun satte dybe spor også  i mit voksne liv.

Hendes møde og samtale med min morfar som ung kvinde illustrerer ganske godt, hvad apostlen Paulus vidner om angående et troende menneskes magtesløshed overfor den iboende synd, og hvordan den gør os ude af stand til at ”sejre” over denne synd.  Noget, som der i moderne kristne sammenhænge, ikke tales meget om – i hvert fald ikke ærligt.

Men sådan taler Paulus: ”Thi jeg véd, at i mig, det vil sige: i mit kød, bor der intet godt, thi viljen har jeg vel, men at udføre det gode, formår jeg ikke, thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg…”  (Rom. 7:18-19).

En fortvivlet mands ord?  Nej, man Paulus var realistisk, mere end os måske. Han kunne samtidig – ligesom min morfar i ovennævnte konkrete situation – henvise til den løsning og befrielse, der lå udenfor ham selv og egne anstrengelser, nemlig ene og alene i Jesus Kristus.  Rom. 7:25.

I et splitsekund så han sig pludselig frelst og frigjort i den opstandne Frelser.  Kan du og jeg ærligt genkende os i Rom.7, lad os sige med Paulus:  ”Tak, Gud, at Jesus Kristus er svaret på min nød lige nu!”  Og Hans gode Ånd vil i samme åndedræt have travlt med at herliggøre denne Frelser for dig og lade dig se dig forenet med Ham i Hans død, begravelse og opstandelse for dig og gøre Rom.8 til din ”frihedens lovsang”.

9.7.15 - jn