En troende mand sagde:  ”Sådan som Gud har behandlet mig, ville jeg ikke behandle min værste fjende!”  Han tænkte på de svære prøvelser, Gud havde tilladt i hans liv.

Men også en fortrolig ven kan behandle en anden fortrolig ven usselt.  Det oplevede fx David, når han herom siger:  ”… vi som nød hinandens fortrolighed.”  Sl. 55:15.  Han omtaler en ven, hvis kærlighed nu var forvandlet til had.

Det har mange andre end David oplevet.  Jeg véd næsten ikke noget, der er så svært at komme sig over som at få et godt venskab smadret.
”Også du, min søn Brutus!” sagde som bekendt Caesar, da han blev dolket af en fortrolig ven.  Og siden har venner dolket hinanden i ryggen.

Prædikanter kan stundom være stygge ved hinanden.  Jeg er personligt kendt med sådanne tilfælde.  Ofte har årsagen været bagateller.
Paulus kendte til det og nævner ved navns nævnelse tidligere medarbejdere, som har gjort ham meget ondt, ja endda lige til hans blod blev udgydt i Rom ved kejser Neros sværd.

Sejrede bitterheden?  Nej,  ”Herren stod mig bi…”  (2. Tim. 4:17).

På hovedpuden om natten sukker den forurettede ofte:  ”Herre, hjælp mig igennem denne dødsproces, før jeg mister min forstand!”

Og Herren svigter ikke lige så lidt som Han svigtede Paulus, der ellers så sig svigtet af alle.  Herren vil i evigheden fælde en retfærdig dom.
En meget viis kristen leder blev spurgt, da det brændte på for mig engang som ung i USA: ”Hvem havde ret?”  Han svarede: ”Gud havde ret!”  Samtidig måtte jeg erkende, at der også var megen uret i mit liv.

Gør du selv en bitter erfaring p.gr.a. en svigefuld ven?  Lad os sammen overlade sagen til Ham, der dømmer retfærdigt (1. Pet. 2:23) uden at nogen ”rehabilitering” nødvendigvis sker på denne side af evigheden.

30.6.15 - jn