Jeg spurgte engang en katolsk præst om rigtigheden af påstanden ”giv mig et barn til det er 7 år, og det er katolik resten af livet”.  Den kendte han ikke, men er dog sand, sagde han.

Katolsk opdragede mennesker når man ikke nemt ind til. Enten er de meget loyale mod Rom eller også er de med tiden blevet religiøst ligeglade.  Dog afskriver de ikke helt den kirke, de formelt tilhører.

Forskellen mellem pave- og folkekirken er i praksis ikke så stor.  Min gamle ven Arne Melchior spurgte mig forleden, om jeg kort kunne sige ham forskellen på protestantisme og katolicisme.  Den er i sit indhold stor, men i det liv, der leves, udenfor kirkemurene, findes ingen forskel.

På Starbucks Café er jeg på ”jomfruelig jord” uden religiøst tingeltangel, medens jeg ved en kirkes katolske el. protestantiske kaffebord føler en underlig tung, vanemæssighed uden gehør evangeliets vidnesbyrd.

Min avis giver mig bedre chance for at ”sælge” mit budskab.  Jeg véd ikke hvorfor.  Jo, jeg tror nok, jeg véd det.  Her findes intet religiøst ”filter”.
I valgkampen mærkes mellem linjerne en famlen efter et andet og højere, ikke -materielt ”værdigrundlag”. ”De kristelige” (Kristendemokraterne) taler herom dog uden et levende, selvoplevet Kristus-vidnesbyrd. 

I holdningen til homoseksualitet tør de ikke sige ”synd”, selvom der her var en fin anledning for Guds ord og at ”gøre en evangelists gerning” (2. Tim. 4:5.  For ”vi skal ikke blande religion og politik sammen”, lyder det monotont.  Det kan lyde amerikansk, men er det ikke.

I USA er stat og kirke adskilt, ja, men ikke fra religion, dvs. Kristus udskilles ikke.  Derfor vil en kristen politiker ikke stikke hovedet i busken, men frimodigt vedgå, hvad Jesus Kristus betyder for ham/hende.

Nogle af mine tamilske venner påberåber sig deres ”kultur”, som jeg bedes tage hensyn til.  Fair nok, men i Jesus Kristus er alle ydre forskellige ophævet, og at forkynde Ham sådan er vidunderligt befriende, for Han er synderes Frelser og ikke nogen ”kulturbærer”!

11.6.15 – jn