David sagde (til Herren), da han gennem Natan bragtes til syndserkendelse efter i lang tid at være plaget i sjælen p.gr.a det med Batseba – udtrykt i Sl.32 m. ordene:  ”Din hånd lå tungt på mig dag og nat, min livskraft svandt hen som i sommerens tørke”.  Hans harpe spillede ikke mere, han var stadig konge, men den åndelige friskhed var borte.  Han var blevet en ”tør” kristen.

Men straks det af hjertet lød fra ham:  ”Jeg har syndet!” fik han de befriende ord at høre:  ”Så har Herren også tilgivet din synd!”  (2. Sam. 12:13).  Mere skulle der ikke til, selvom hans fald fik ydre konsekvenser.
Hvor mange gange blev Davids synd omtalt?  Svar:  Kun én gang!  Bekendt synd er tilgivet synd i en sådan grad, at den er glemt og kastet i havets dyb (Mik. 7:19) – dér, hvor fiskeri er forbudt!

”Dersom vi bekender vore synder…” skriver Johannes i 1. Joh. 1:9.  Hvorfor  ”vi”?  Havde han synder at bekende?  Ja.  Men også den hellige Jakob, som i kirkehistorien omtales som den kristne menigheds mest retfærdige mand.  Han sagde: ”Vi fejler jo alle i mange ting!”  (Jak. 3:2).

Alle troende har brug for at sige:  ”Han (Kristus) er soning for vore synder, ja, ikke alene for vore (dvs. de troendes) synder, men også for hele verdens!” 1. Joh. 2:2).

Havde Urias endnu levet, ville David ikke have nøjedes med at bekende sin synd for Herren, men også gået til den krænkede ægtemand og sagt:  ”Jeg har syndet både mod Herren og mod dig!”

Der findes for lidt syndsbekendelse i den kristne menighed.  Det er yderst sjældent i dag, at en kristen går til en medkristen og siger: ”Jeg har gjort dig uret og syndet imod dig og beder om din tilgivelse!”  Og dog ville det åndelige klima, vækkelsesklimaet, være betydeligt bedre, hvis der var mere ægte syndserkendelse iblandt os uanset hvor ”fromme” vi er!

Jeg spurgte en gang en benådet kvdl. kinamissionær, som i mange år havde haft vækkelse i Kina:  ”Hvorfor sker der ikke noget hos os?”  Hendes korte svar var:  ”Manglende syndserkendelse!”

27.5.15 - jn