Mit venskab med Israel i Bibelens lys

”Brødre!  Jeg ønsker af hjertet og beder til Gud for dem, at de må blive frelst.”  (Rom. 10:1)

Som Israels venner, er vi på Israels side, ej mindst nu hvor det blodige opgør med Hamas, hvis mål er Israels fysiske udslettelse, gør den jødiske stat til genstand for det såkaldte ”verdenssamfunds” fordømmelse.  Det tidligere så Israelvenlige Norge fører her an sammen med Sverige, medens DK endnu tøver.

Vi ønsker som sagt –  med vor ”politiske” måde at tænke på - , at det skal gå godt for Israel, og at det vil gå sejrende ud af konflikten.  Der er dog et alvorligt ”men”.  I Guds frelsesråd er det nemlig ikke militær succes, der er målet, men jødernes omvendelse til deres forkastede Frelser.  Og det sker, som tilfældet ofte er med sand omvendelse, gennem svære ydmygelser.  Jeg husker som dreng i årene efter 2. verdenskrig, hvor der selvsagt blev talt meget om de lidelser, der var forbundet med 6 millioner jøders udryddelse, at den gamle forkynder Fjord Christensen så rigtigt bemærkede:  ”Men de har det værste igen!”

Det er sandt, at Herren en dag vil ”tilintetgøre alle de folk, som kommer imod Jerusalem” (Zak. 12:10), men forinden vil Israels folk gennemgå dage, som Bibelen kalder en ”trængselstid for Jakob” , dog tilføjes der også, at ”fra den skal han frelses” (Jer. 30:7).  Men det vil blive en frelse i ”klassisk” eller gammeldags, gudfrygtig forstand, nemlig gennem den hellige sorg, som fører til omvendelse (2. Kor. 7:10, Zak. 12:11), ”så de ser hen til Ham, de har gennemstunget”. 

Jeg indrømmer åbent og ærligt, at jeg bryder mig ikke om at læse profetiske ord om, at ”i hele landet skal to tredjedele udryddes og udånde, men én trediedel skal levnes, og denne tredjedel fører jeg i ild og renser den, som man renser sølv” (Zak. 13:8-9).  Jeg ville helst som ven af Israel tænke i andre, tåleligere baner. Eller hvad med de hjerteskærende ord om, at ”alle folkene skal gå til angreb på Jerusalem, byen indtages, husene plyndres, kvinderne skændes, og halvdelen af byens indbyggere vandrer i landflygtighed, men resten skal ikke udryddes af byen.”  (Zak. 14:2).  Er det virkeligt nødvendigt.  Tillader Israels Gud virkelig det?

Kan jeg stadig påberåbe mig venskab med Israel, når jeg nævner sådanne ord?  Kan jeg være det bekendt?  Er det ikke politisk ukorrekt?  Jo, det er politisk ukorrekt, men den evige Guds ”politiske” program og blueprint spørger ikke efter vor ”korrekte” tænkemåde, men går efter det uforanderlige princip, der hedder:  ”Ikke ved magt, og ikke ved styrke, men ved min Ånd, siger Hærskarers Herre” (Zak. 4:6).  Ja, Han kalder sig ”Hærskarers Herre”.  Det lyder godt nok  ”militært”, men ordet bygger ikke på avancerede våben, men på Hans mægtige Ånd.

Har jeg hældt malurt i bægeret nu?  Eller forkynder jeg sandheden?  Ovenpå den nuværende, økonomiske verdenskrise har vi nu et Mellemøsten, der står i flammer.  ”De (jøderne) har det værste igen”, sagde Fjord.  Ja, men det har også det bedste igen, nemlig når den ”gennemborede” Messias bliver en jødisk rests evige frelse, og Han selv ”drager ud og strider mod disse folk (Israels fjender), som han fordum stred på kampens dag”  (Zak. 14:3).  ”På hin dag står Hans fødder på oliebjerget…”  (v.4), og da vil der ikke mere være brug for noget Israel-fjendsk FN eller flere hykleriske fredsprocesser.

-jn-

5.1.09