Når det gælder det livgivende Jesus-vidnesbyrd, er ”kirkefremmede” meget nemmere at vidne for. Men de etablerede kirkegængere da?

Ved den efterfølgende ”kirkekaffe” er det næsten umuligt at dele med sådanne ”fromme” mennesker den dyrebare, frelsende tro på Ham, de for mindre end ½ time siden havde ”bekendt”, at de troede på.  Trods denne ”pænhed” møder jeg her død religiøsitet.

Anderledes er det ved et kaffebord på fx ”Starbucks” i Næstved Storcenter.  Her er ganske vist ingen kirkelige ”trosbekendere”, men dog ofte stille lydhørhed for den Frelser, som den statsautoriserede trosbekendelse formelt handler om.  Forskellen er til at tage og føle på.

Men var det ikke også sådan, da Jesus gik på jorden?  Var det ikke netop de religiøse, Han havde det sværest med?  Og var det ikke hos ”vaskeægte” syndere, Han bedst blev hørt?  Var det ikke dem med en ”velplejet” trosbekendelse, der rasede mest imod Ham?

 Ved en lejlighed sagde Han til religiøse ledere: ”I ransager skrifterne, fordi I mener i dem at have evigt liv, og det er dem, der vidner om mig!”  (Joh. 5:39).  Tillempet vor tid kunne det hedde:  ”I ”kan” alt det med trosbekendelse m.m. og bilder jer ind, at dermed er jeres evige salighed sikret, og ”dog vil I ikke komme til mig for at få liv”  (v.40).

Iblandt den tids religiøse ”kirkegængere” var også Han på et dødens område, hvor der nok – formelt - blev trykket på de rigtige religiøse knapper, men Livet med stort ”L” manglede. Det nye liv i Kristus!
O, kære religiøse ven!  Måtte dette ikke være din personlige tragedie!

15.5.15