Vi nærmer ”kirkens fødselsdag”, pinsen, hvor Guds folk - endnu på jødisk grund, men også snart på ikke-jødisk grund – ”alle blev døbte til at være eet legeme, enten vi er jøder eller grækere, trælle eller fri, og alle har vi inddrukket samme Ånd.”  1. Kor. 12:13.

Det citerede ord er, så langt jeg kan se det, det eneste sted i Det ny Testamente, der forkynder hensigten med dåben i Helligånden.

Nu véd jeg godt, at der findes såkaldte ”pinsevenner”, der vidner om en separat ”pinseoplevelse” (med ”tungetale”), som skal opleves særskilt efter den grundlæggende frelsesoplevelse.  ”Der er mere at få…” lyder det forblommet, og så tænkes der på en ekstatisk tungetaleoplevelse.

Her er det lykkedes vor sjælefjende, alle slægters ”verdensmester” i åndelig forførelse, at bringe både ærlige, ”søgende” sjæle ind i åndelig trældom og samtidig så splid mellem de troende.  Jeg beder ikke om nogen undskyldning for at sige dette, for jeg véd, hvad jeg taler om.

Kender du til en ”personlig pinse”?  Det gør du, hvis den gode ”Pinseånd” har gjort Kristus stor for din fortabte sjæl.  Hvis ikke, ejer du ikke nogen evangelisk pinse i dit trosliv.  Men får du ved Guds nåde lov at ”drikke” af den Ånd, som herliggør Kristus i enhed med Hans folk som ”eet legeme”, da er du i bibelsk forstand både påske- og pinseven hver eneste dag.

”Du skulle gå hjem og bede om at blive døbt i den hellige Ånd, så du kan blive fyldt med Guds kærlighed”, sagde en tungetalende kvinde skingert til mig.  Det nyttede ikke at fortælle hende, at dette allerede var sket ifg. 1. Kor. 12:13, thi for sådanne mennesker gælder det ikke, hvad ordet siger, men hvad deres egne ”oplevelser” fortæller dem.

Det bør ikke være sådan.  Den ”dåb”, der er aktuel for dig og mig er en stadig, kontinuerlig ”bibeldåb”, der lærer os at bygge på ordets vidnesbyrd og ikke på hverken egne eller andres ”oplevelser”. Amen?

5.5.15 – jn