Jeg husker 5. maj som barn.  Havde jeg været voksen, så det nok ikke godt ud for mig p.gr.a min evangeliske indstilling overfor tyskerne.

Nogen sympati for nazistisk jødehad var selvsagt udelukket, men jeg ville nok som min tysktalende far have ”fraterniseret” med rastløse, ikke-nazistiske, tyske soldater fx i et parkanlæg, ved stranden, eller når en tysk trosfælle besøgte et af min morfars offentlige, evangeliske møder i Kbvn.

Min  far blev set på som nazist af lynche-ivrige landsmænd på Amager.  Jeg, barnet, måtte grædende finde mig i grovheder fra både voksne og ældre kammerater.  ”Vi har set din far tale med tyske officerer…” osv.

5. maj-glæden var dog intakt, og hjemmefra fik jeg lækkerier at give til englænderne, vore befriere, som  kvitterede med dejlig chokolade. Men tyske krigsfanger med deres børn bag pigtråd var et trist syn.  Al kontakt var forbudt, og hospitals- og lægehjælp nægtedes de syge. Det barnedøbte Danmark med sin kristendom som statsreligion var nemlig beruset af ”befriende” og lystigt tyskerhad og skadefryd.

Jeg var kun 8 år og havde endnu ikke lært Jesus at kende som min Frelser.  Men det var der andre, der havde med et tilgivende sindelag overfor en slagen, ydmyget fjende, belært af Ham, der på korset sagde: ”Tilgiv dem, for de véd ikke, hvad de gør!”

Véd du om et større ord end tilgivelse?  Det er hverken et poetisk el. et forblommet, religiøst ord, men et frelsende ord, alene knyttet til den korsfæstede og opstandne Frelser, der døde for selv den største synder, hvad enten vi taler om en nazist, kommunist, islamist – you name it!

I Nürnberg, da naziforbrydere blev dømt til døden, lød det mere end én gang  under en amerikansk feltpræsts utrættelige sjælesorg: ”Gud, vær mig synder nådig!”  Til det punkt må vi alle komme, ja, selv som ”fromme” kristne uden farisæisk illusion om, at vi har vort på det tørre!

3.5.15 - jn