En kristen leder sagde til mig, da jeg overfor ham bemærkede hans vel lovligt store interesse for de politiske forhold i DK:  ”Jeg interesserer mig for, hvordan vort land styres!”  Jeg er enig, men må dog indrømme, at jeg ofte interesserer mig måske lidt for meget!

Her i landet har vi ”blå og rød blok”, som dog ikke kan påpege nogen dramatisk forskel på, hvad de farver står for.  På TV-skærmen prøver de forgæves at markere sig, men det bliver aldrig til andet end ”sort tale”.

Derimod er de styrende enige om at lovprise homosex og gøre det nærmest ærefuldt at optræde med en homoseksuel partner ved hofbal o.lign. Ordet ”de sætter en ære i deres skam” (Fil. 3:19) passer godt på denne afart af ”Gud bevare Danmark”-kristendom.

Ikke en gang ”de kristelige” (Kristendemokraterne) tør forkynde Bibelens alvor herom og kalde denne syndige praksis en ”vederstyggelighed”.

”Danmark er i dag solgt som stanglakrids”, sagde min gamle historielærer, før vi var i nogen (gudløs) EU-union, som ikke har profetisk sans for ”Guds Israel” (Gal. 6:16), der stemples som en trussel for verdensfreden.

Hvor er Guddomsrøsten med hellig bæven for Guds ord?  I kirken?  Den forvalter godt nok gode bibeltekster, men mest som en samling tør krudt uden gnisten fra Ap.G. 2, der almindeligvis regnes for ”kirkens fødselsdag”.
Jo, vi har haft gudfrygtige statsmænd, fx biskop G.G. Monrad (1811-1877), som TV-serien ”1864” latterliggjorde, men som kunne give den kristendomsbespottende, ”kulturradikale” Georg Brandes ”tørt på” med en autoritet og gennemslagskraft, vi mangler i dag.

Er Gud ligeglad?  Som fx i det armenske blodbad for 100 år siden, mens ”Allahs sværd” lynede. Ligeglad? Langtfra!  Han er Gud både i det nære og i det fjerne (Jer. 23:23) – og ej mere ”fjern” end at Helligåndens trøst med ordets Kristus-forkyndelse lever hos Guds egne som aldrig før, mens statsreligionen trods ydre fromhed ofte gør nærmest nar ad Gud!

2.5.15 - jn