Den højtid, der er tale om her, er højtiden i vore hjerter og i vort liv med afstandtagen til ”sletheds og ondskabs surdej”, dvs. til al bevidst synd.

Det NT´s ord for højtid bruges ellers om enhver jødisk højtid, fx i Joh. 7:2, men her tænkes ikke på nogen ydre ceremoni, men på hjertets højtid i samfund med herlighedens Herre hver dag.

Den højtid er ikke styret af en bestemt årstid.  Den bør omgivelserne  mærke både ved vor tilstedeværelse og med læbernes vidnesbyrd.

Højtiden afspejler sig i ansigtet.  ”Glad hjerte giver venligt (norsk: lyst) ansigt” (Ordspr. 15:15).  En bekendende kristen med et mørkt, dystert og lukket åsyn er en selvmodsigelse.  Den indre højtidsglæde vil have ydre smittevirkninger uanset om vi af natur er indadvendte el. udadvendte.

 Salomon siger: ”Glad hjerte er stadigt gæstebud!” (Ordspr. 15:15).  Jeg spurgte engang min viv, hvad det mon betyder? Hun svarede: ”At være sammen med et sådant menneske er som at være til fest!” Godt svaret!

I 1. Kor. 5´s  sammenhæng henvises til, at ”vort påskelam er slagtet, Kristus” (v. 7).  Den indre højtid er altså knyttet til Ham, og hvad Han har gjort.  ”Kristus og denne som korsfæstet” taler apostlen om i kap. 2:2 som selve livsnerven i hans forkyndelse, og som årsag til frelsens glæde.

”Man kan vel komme til Himlen, selvom man danser?” spurgte lidt drilsk en overklasse-lady missionæren John Hyde i Indien.  Han svarede med et smil:  ”Jeg kan ikke se, hvordan du kan komme i Himlen uden at du danser!” Og så vidnede han om frelsens jublende ”danseglæde”. Den glæde er det stærkeste vidnesbyrd om påskeevangeliets sandhed på et helt personligt plan. Åh ja, sådan kan vi ”feste”, ej kun på de lovbefalede højtider, men hver eneste prosaiske dag i en glædesløs verden.

4.4.15 - jn