”Og du skal være glad på din højtid!”  (5. Mos. 16:14)
”Lad os derfor holde højtid!”  (1. Kor. 5:8)

Noget af det mest fascinerende ved den græske grammatik i DNT på grundsproget synes jeg er den konstruktion, der hedder ”præsens”, som tilkendegiver en vedvarende, kontinuerlig, ikke-afsluttet handling. Det gør DNT ekstra berigende.

Ønskemåden (konjunktiv): ”Lad os holde højtid” tilkendegiver i præsens en stadig højtid, der ikke er kalenderbestemt.  Apostlen er mere optaget af et glad livs højtid ”med renheds og sandheds usyrede brød” i nært samfund med vort opstandne påskelam, Kristus, end ydre gudstjenesteceremonier.

Kristus-troende holder vedvarende højtid med den dynamiske fylde, som hedder ”glæden i Herren”, og som slog igennem, da Søren Kierkegaard som 25-årig fik sit gennembrud hinsides intellektuelle grublerier fulde af  tørst efter ”den sandhed, for hvilken jeg vil leve og dø.”  Nu fandt han den, ikke i sig selv, men i  Kristus som ”en ubeskrivelig glæde”, mens han udbasunerede apostlen Paulus´ ord om at glæde sig i Herren.  Fil. 4:4.

”Og du skal være glad på din højtid”, siger Herren i 5. Mos. 16:14.  Den var i GT sat til en bestemt måned. På evangeliets grund i NT gælder denne glædeshøjtid hver eneste dag.

  ”Vær glad i din Herre og Gud” begynder en vidunderlig, evangelisk sang, som blev sunget af strengekoret i en forsamling, jeg kom i som ung.  En af sangerne fortalte mig, at der på pågældende sangblad stod noget lignende som: ”Husk at se glad ud!”  Men en sådan formaning behøver ikke den, der lever i evangeliets glæde stund for stund.  Personligt tror jeg, at det er den glæde, der gør stærkest indtryk på en glædesløs verden omkring os.

30.3.15 - jn