Trods visse anelser lovede jeg at gå til ”gospel” palmesøndag, men tog jeg mine forholdsregler.  Jeg besluttede at abstrahere fra larmen og det menneskecentrerede med lidt Søren Kierkegaard-læsning og min Bibel.  Tak og lov!

Men dog ej mere, end at jeg overfladisk iagttog show´et.  Ved indgangen blev jeg af en dørvogter, der kendte mig, advaret om, at ”der vil blive sunget højt”, hvad der snart mindede mig om Moses´ ord til Josua, da han kom ned fra bjerget: ”Det er larmende sang, jeg hører!”  (2. Mos. 32:18).

Der blev bekendtgjort at sangene primært var på engelsk, hvad der afskar de fleste fra forståelsen.  Ordet ”halleluja” gik igen, og vi opmuntredes til at danse rytmisk med, om der var trang til det. Suggestionen lykkedes, og på scenen sprang halvgamle koner lidt komisk rundt som kalve på græs, og mødelederen bad os lade ”hele følelsesapparatet” slippe løs.

Jeg blev ikke sur, men bad stille: ”I dine vingers skygge søger jeg ly, til ulykken er drevet over.”  (Sl. 57:1), og medens jeg ”smuglæste” i ”Sygdommen til døden”, må jeg give S.K. ret i nogle af hans iagttagelser af den populære, men uigenfødte kristenhed med dens letkøbte, kristelige forestillinger, som der jongleres fromt med for således at gøre trodset mod Gud og mod sand syndserkendelse endnu mere bespotteligt.

Men jeg var som sagt ikke sur. Efter ”gospel” oplevelsen kom jeg bl.a. i samtale med en deltager, hvis kone også havde været på scenen.  Jeg spurgte ham, om han vidste, hvad ”gospel” betyder.  ”Det véd jeg s´gu ikke”, var svaret.  Hvilken fin anledning jeg fik til at konfrontere en fortabt sjæl med frelsens enkle vej og evangeliets guddommelige fordring på en øjeblikkelig stillingtagen.  Det var nok derfor, jeg skulle til ”gospel”. – ”Salige I, som sår ved alle vande” (Es. 32:20), står der jo.  O, hvilket privilegium midt i det hele – midt i al larmen!

29.3.15 - jn