Forside Artikler Et gæstebud i Jesu Ånd
Et gæstebud i Jesu Ånd Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Mandag, 23. marts 2015 07:47


I vor nærmeste, kristne omgangskreds, som vi har åndeligt fællesskab med, er der også en olding, Jørgen, som i går fyldte 89.  Han blev omvendt i 24-års alderen, voksede op i kirken, men sært nok uden et personligt forhold til Bibelen udover hvad han hører i folkekirken og i andagten på morgen-TV.

Alligevel er han lykkelig i Herren med troens vished om, at hvis dette bliver hans sidste nat, vil han vågne op i Himlen i sin Frelsers nærhed.  Og nu var vi inviteret til hans 89-års fødselsdag med nogle af hans kære af blodets bånd, som desværre ikke deler hans Kristus-oplevelse.

Han strålede som en sol.  Ved middagen lyttede vi til hans sidste, originale ”historie”:  For over én måned siden, i en sen nattetime, stod Herren ved hans seng med besked om, at han nu skulle droppe de mange piller, han dagligt tog og blot tage en enkelt for sit hjerte (hvorfor lige den?  Vi véd det ikke).  Dette gjorde straks Jørgen til et nyt el. fornyet menneske.

”Historien” gav nok flere af os en klump i halsen. Den var jo så ægte. Min borddame, en yndig datter, indrømmede, at hendes gamle far ikke var til at kende igen.  For ca. 1 år siden blev han indlagt flere gange, og hans tilstand var den gang meget kritisk.  ”Ordet ”mirakel” er vel ikke for stort et ord at bruge om din far nu?” bemærkede jeg.  Hun var absolut enig.

Det var første gang, vi var sammen med hans familie, som han ellers har omtalt som kristendomsfjendsk.  Men i går mærkedes intet fjendskab. En svigersøn, som holder forelæsninger på universitetet for kommende cand.politter lagde selv op til mere kristendom, og en af vore venner havde givet Jørgen Salme 91 trykt på et kort, som den gamle mand selv læste op.  Niveauet var lagt.  Timerne gik alt for hurtigt, og en dør var åbnet for evangeliets vidnesbyrd.  Vor Frelser kendte jo selv til at blive inviteret til ”selskaber”, hvor Han på en naturlig måde kunne bringe et livets ord, så jeg tror, at også dette ”gæstebud”, hvis forløb vi ikke kunne ”programmere”, var i Hans ånd.  Selv har jeg i hvert fald ikke tænkt at isolere mig fra at ”komme ud” på den måde.  For evangeliets skyld!

23.3.15 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)