Overskriftens ord er velkendte i trosbekendelsen, men er volapyk for de fleste kirkegængere.  Prøv ved kaffebordet efter gudstjenesten at spørge andre kirkegængere:  ”Hvad forstår I ved ”de helliges samfund”, som vi lige har nævnt i kor som del af trosbekendelsen? Hvordan oplever I denne trosartikel i praksis, privat og i jeres hjem?”  Du opdager snart, at næsten ingen kan svare og vil hellere skyndsomt tale om noget andet.

Nu bruges ordet ”samfund” ikke mere.  I dag er det ”fællesskab”, som nok er et mere mundret ord.  Men det ord bruges jo om fx fælles interesser i foreningsliv, politik, sport, studiegrupper -  eller kirkeliv.  I kirken bruges jo ordet i betydningen at komme sammen, synge sammen, gå til alters sammen, høre på en prædiken sammen, hilse sammen på hinanden, osv.

Det bibelske fællesskab kalder apostlen  ”Åndens fællesskab” (Fil. 2:1), som  er noget mere end et menings- el. interessefællesskab, men en Åndens gave til os, hvor Han, som Ånden ønsker at herliggøre er herlig.  Et sådant fællesskab ønskede apostlen Johannes så inderligt med sine medtroende, men understregede samtidig fællesskabets grundlag, nemlig ”Faderen og Hans Søn, Jesus Kristus.” (1. Joh. 1:3).

Dette dyrebare fællesskab kan opleves af helt ned til ”to eller tre” (Mt. 18:20), for mere skal der ikke til.  Dér samles vi i hjælpeløs afhængighed af Ham, der alene kan berige vort samvær, og hvis Ånd alene kan tolke ordet for os.  Det oplæste bibelord er tit for svært at ”gå til”, men den hjælpeløse bøn om Åndens bistand har Herren gang på gang haft behag i at høre, og da forklares pludseligt ordet, tankerne oplyses og vi oplever, hvad en gudfrygtig kvinde ofte sagde i gamle dage:  ”Herren var iblandt os!” Da er et af versene i den gamle vækkelsessang (”Gamle tiders vækkelse vi venter”) vidunderligt virkeligt og relevant:

Ingen vakre kirker, intet tempel,
men i hjemmene der trængsel var,
ingen ritualer, alt var enkelt,
men Guds kraft var mægtig åbenbar!

27.3.15 – jn