En lidt kritisk troende kvinde, som jeg en gang besøgte på sygehuset, reagerede lidt syrligt på mit måske lidt kejtede forsøg på at give andre i opholdsstuen et ord i form af et lille trykt livets ord om Jesus Kristus.  Hun sagde: ”Jeg tror ikke, man skal skilte med sin tro.”

Der var dog sandhed i det, hun sagde.  På en arbejdsplads med nære kolleger vil den blotte tilstedeværelse virke bedre end mange ord.  Det er der mange eksempler på.  Men helt uden ord bliver det ikke i længden.

Som dreng husker jeg Olsen på min morfars møder. Han var i øvrigt handicappet med et ben, der var delvis amputeret.  Det fortælles, at man på hans arbejdsplads sagde, at han var ”lidt til en side”.  Det siger vi i DK om mennesker, der skiller sig ud fra mængden, ofte i negativ betydning.

Ved frokostbordet sagde Olsen til kammeraterne:  ”Jeg har hørt, at der siges, at jeg er lidt til en side.  Det er jeg også!  Jeg er nemlig til den rigtige side – til den side, hvor Jesus er!”  Det ”skiltede” Olsen ikke med, men han udnyttede dog dette gunstige øjeblik med læbernes vidnesbyrd.

Jeg selv er ikke på en arbejdsplads mere, men dog blandt mennesker, jeg kun møder én gang.  Dér er situationen en lidt anden, og da er det rigtigt at søge en anledning for evangeliet.  Det har jeg lært af bl.a. Billy Graham, som ikke bare prædikede for tusinder, men på tomandshånd altid mindede sig selv om, at han var en Kristi ambassadør el. sendebud.

Her ”skilter” vi ikke med unaturlig fanatisme med vor tro.  I virkeligheden forkynder vi kun ved 2 anledninger og disse er:  1) Når det er belejligt og 2) når det er ubelejligt.  2. Tim. 4:2.  -  Det er såmænd det hele.

På engelsk står der så herligt:  ”The common people heard Him gladly.”  Mk. 12:37  (”Almindelige mennesker hørte med glæde på Ham.”).  ”Almindelige mennesker”, ej mindst de unge, har jeg det bedst med.  Den religiøse ”overklasse” har jeg det dårligst med.  Det havde Jesus også.

12.3.15 - jn